Nyere grønne tage vinder i stigende grad frem – ikke mindst fordi planterne gror i plastbakker, der effektivt dræner vandet væk fra tagfladen. Det betyder, at der ikke kommer et vandtryk på taget, og derfor er det lige så sikkert at lægge et grønt tag som et normalt tag, lyder det fra Phønix Tag Materialer, der producerer tagpap.
– Med grønne tage af bakketypen løber overskydende vand ud af plastbakkerne og ned på tagmembranen. Her drænes vandet væk, fuldstændig som på en normal tagdækning. Der er derfor ikke stående vand på taget, siger ingeniør Jens-Jørn Hunderup fra Phønix Tag Materialer.
Bedst for planterne
I et nyt Byg-Erfa-blad om grønne tage bliver det ifølge Phønix Tag Materialer fremhævet, at denne type af grønne tage erfaringsmæssigt giver de bedste betingelser for væksten og for vandafledningen.
– Det er ikke kun en fordel for taget, at bakkesystemerne dræner vandet væk. De flotte og ellers hårdføre sedumplanter trives netop heller ikke, hvis de står i et konstant fugtigt miljø, siger Jens-Jørn Hunderup.
Systemet er simpelt at udlægge for tagdækkeren, der alligevel skal svejse afgrænsningsskinner og lignende på taget. Det medfører også, at bygherren får færre håndværkere på taget, hvilket igen gør arbejdet mere effektivt og sikkert.
Modent produkt
– Vi oplever næsten aldrig fejl på selve tagfladen, når arbejdet er udført af en professionel tagdækker. Skulle der alligevel vise sig en utæthed i membranen ved et ovenlysvindue eller en inddækning, så er det enkelt at løfte nogle bakker til side og reparere fejlen. Man behøver ikke flytte hele det grønne tag, siger Jens-Jørn Hunderup.
Grønne tage har været på markedet i Tyskland i mere end 30 år. Dermed er det ifølge Phønix et modent og færdigudviklet produkt, som har en række indbyggede fordele, og som kan bruges uden betænkeligheder.
– Når man har et tolags-SBS-tag under en grøn løsning, har man en robusthed, der giver lang levetid og en byggeteknisk god løsning. Det er både miljømæssigt, æstetisk og økonomisk en gevinst for bygherre, brugere og samfund, siger Jens-Jørn Hunderup.