Racehall har indgået aftale med Gråkjær om opførelsen af verdens største indendørs gokartbane. Racehall ejer allerede Nordeuropas største indendørs gokartbane (målt på køreareal), der ligger i Aarhus. Med 10.050 kvadratmeter bliver den nye hal i Høje Taastrup hele 33 procent større end den i Aarhus og bliver dermed klart større end både sin navnesøster og konkurrenterne andre steder i verden.
Perfekt beliggenhed
Racehall kommer til at ligge i krydset mellem Roskildevej og Bondehøjvej i Høje Taastrup.
– Vi har valgt beliggenheden i Høje Taastrup, da vi her får en central placering – tæt på København med gode trafikforbindelser og tæt på både motorvej og offentlig transport, fortæller Flemming Thomsen, projektleder for Racehall CPH.
Ud over gokartbanen får vi også en restaurant og konferencefaciliteter i huset.
Med tanke på miljø og energi
Gråkjær opfører 10.050 kvadratmeter rundbuehal i form af store limtræsspær og med facade i sandwichpaneler. Taget udføres med højprofiler og tagpap.
Desuden opføres der 2.000 kvadratmeter administrationsbygning, som også indeholder restaurant på 1. sal. Administrationsbygningen opføres i betonelementer med store alu-partier i fronten.
Projektet er tegnet af Dreyer Arkitekter og Gråkjær.
Der tages flere forskellige hensyn til miljøet og omgivelserne i byggeriet af Racehall.
– Bygningen får solceller på taget, som giver miljø- og klimavenlig energi til hallen. Udenfor etableres en park med en blomstereng og et LAR-bassin, fortæller Thomas Lauritsen.
LAR-bassinet opsamler regnvandet fra bygningen, så Racehall ikke belaster det kommunale kloaksystem. Vandet vil sive naturligt ned i jorden og give liv til planter og dyrelivet i parken.