Gør husets energimærke digitalt

Chefkonsulent Camilla Damsø Pedersen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Chefkonsulent Camilla Damsø Pedersen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Det er et lovkrav, at boliger skal energimærkes, når de sælges. Et energimærke indeholder information om en boligs energiforbrug, og om hvor energieffektiv den er. Dertil indeholder energimærket forslag til, hvad du som boligejer kan gøre for at spare på energien.

Hvis energimærket løbende kan opdateres digitalt, giver det også boligejerne bedre mulighed for at bruge energimærket aktivt som en plan for boligen. I dag havner mærket desværre ofte i skuffen sammen med boligens salgsopstilling og tilstandsrapporten, og der ligger det, til huset engang skal sælges igen, hvor mærket ofte er forældet eller utidssvarende.

Cirka 500.000 boliger i Danmark har et energimærke, der vurderer huset på en skala fra A til G, hvor A er udtryk for, at alt fra isolering til vinduer og udluftning sørger for en energieffektiv bygning, mens G er et udtryk for, at der fyres for gråspurvene, og at omkostningerne til varme og el ligger i den høje ende.

En digital opdatering af energimærket bør også give boligejerne mulighed for at høste gevinsten af deres grønne investeringer, når de skal i banken og fx have finansieret næste etape af en energirenovering. Boligen øger nemlig sin værdi, når energimærket forbedres.

Væsentlig værdistigning

Den gennemsnitlige gevinst ved at forbedre boligen en energiklasse er i gennemsnit en forhøjet salgspris på 50.000 kroner. Et G-mærket hus, der forbedres to klasser til et energimærke E, stiger cirka 113.000 kroner i værdi.

Den værdistigning burde det være muligt at bruge aktivt og i den tid, hvor man bor i huset og løbende skal vedligeholde det.

Siden 2014 har godt 100.000 flere boliger fået et energimærke, og tallet vil fortsætte med at stige, i takt med at boligerne sælges og dermed energimærkes.

Der er en stigende interesse for energimærkerne, og derfor er det oplagt at bruge dem aktivt i arbejdet med at gøre Danmark fri af fossile brændsler i 2050.

Læs mere i Dansk Byggeris Energianalyse 2017 på s. 14 og 15.

Relateret indhold