FRI mener, at udspillet indeholder en række fornuftige initiativer: Det er positivt, at regeringen i udspillet satser på udbygning af VE, elektrificering og energieffektivitet samt et integreret energisystem. Det er en forudsætning for 50 procent vedvarende energi i 2030 på en omkostningseffektiv måde.
FRI understøtter regeringen forslag til at udarbejde en handlingsplan for et integreret og fleksibelt energisystem på tværs af el, varme og gas. Handlingsplanen der skitseres i udspillet ser dog ud til primært at fokusere på smart energi i forhold til anvendelse af data og digitalisering. Det er uklart hvordan der tænkes på smarte løsninger i form af en bedre integration imellem det eksisterende system og ny infrastruktur f.eks. synergier imellem varm og køl.
Samspillet er nødvendigt, hvis Danmark skal være i front med løsninger indenfor den grønne omstilling og dermed sikre sig en større eksport af dansk knowhow og teknologi på det grønne område, for det er jo i høj grad samspilsproblemer mellem VE, fleksibelt forbrug og produktion, og de eksisterende energisystemer der er den globale udfordring i grøn omstilling.
Mangler konkrete initiativer
Regeringen lægger også op til at nedlægge den eksisterende energispareordning, der har været både dyr og ineffektiv.
FRI støtter afskaffelsen af den nuværende problemfyldte ordning. Vi finder det imidlertid bekymrende at regeringens udspil ikke indeholder konkrete initiativer, der sætter ambitiøse mål for energieffektiviseringer. Udspillet lægger op til effektivisering i både erhverv og bygninger og jeg vil gerne kvittere for, at erhvervet inviteres med til at formulere målsætninger og krav til bygningsrenovering. Jeg savner dog at se den økonomiske ramme, som en målrettet indsats til bygninger kommer til at få, i en ny renoveringsstrategi. Forhåbentlig vil de politiske forhandlinger og et bredt forlig give en mere klar retning.
I dag gennemfører Danmark energieffektiviseringer som overstiger EU’s krav i energieffektivitetsdirektivet. På denne måde mindskes behovet for udbygning af VE og samtidig kan en energieffektiv bygningsmasse understøtte den grønne omstilling ved i højere grad af kunne anvende lavtemperatur varme.
Der skal naturligvis være en økonomisk balance imellem tiltag indenfor energieffektivitet og udbygning af VE. Vi ved, at der fortsat findes et potentiale for energieffektivitet i bygninger, som er billigere end udbygning af VE, og som understøtter et mere robust energisystem, det er en af de pointer vi vil bidrage med i arbejdet med hvordan vi sætter fokus på energirenovering i de næste 10-15 år.