I 2021 havde GK Gruppen driftsindtægter på 1.155 mio. kroner i fjerde kvartal sammenlignet med 994 mio. kroner i 2020.
EBITDA – driftsresultat før afskrivning – udgjorde 20,5 mio. kroner sammenlignet med 23 mio. kroner i fjerde kvartal 2020. Resultat før skat blev knap 12 mio. kroner mod 13 mio. kroner sammenlignet med året før.
Dertil var ordretilgangen i 2021 samlet set god, og ordrereserven for koncernen pr. 31.12. var 2.082 mio. kroner eller 12 % mere end ved udgangen af 2020.
Bæredygtigt fokus giver resultater
Ifølge adm. direktør i GK Danmark, Jørgen Christensen, leverer Danmark stabilt i tråd med forventningerne og styrker sin position på det danske marked:
– Resultaterne fra driften er gode trods øgede materialepriser og udfordringer knyttet til at skaffe bemanding nok til projekterne. Vi er meget tilfredse med, at vi opbygger langsigtede kundeforhold, og at kunderne viser os tillid ved, at stadig flere entrepriseprojekter bliver til drifts- og serviceopgaver for vores servicevirksomhed, når bygningerne står færdige, siger han og tilføjer:
– Danmark har i 2021 fokuseret meget på bæredygtighed. Øget synlighed knyttet til GK’s mål og tiltag giver resultater i form af, at vi bliver inviteret ind som samarbejdspartner på flere spændende projekter hos kunder med store bæredygtighedsambitioner, der matcher GK’s ambitioner knyttet til klima og miljø, cirkulær økonomi og social bæredygtighed.
Han nævner blandt andet, at GK Danmark sammen med Raundahl & Moesby har vundet VVS-entreprisen på opførelsen af 241 boliger i projektet ‘TriumphByen’. I alt skal 202 lejligheder og 39 rækkehuse bygges i 2022 og 2023, og alle boligerne DGNB Guld-certificeres.
Godt tilfreds med koncernens præstation
Akkumuleret for 2021 udgjorde driftsindtægterne i koncernen 4.228 mio. kroner mod 4.422 mio. kroner i 2020.
EBITDA er opgjort til knap 69 mio. kroner for 2021 mod knap 115 mio. kroner året før.
Ændringen i resultat er relateret til engangsomkostninger i forbindelse med omorganisering af den norske virksomhed til et divisionsbaseret selskab, restrukturering af GK i Sverige samt ændrede projektestimater. Resultatet af den underliggende drift er forbedret sammenlignet med året før. Resultat før skat (EBT) er 33,5 mio. kroner mod 46,5 kroner i sidste år.
Koncernchef Kim Robert Lisø er godt tilfreds med koncernens samlede præstation i:
– Vi begynder virkelig at se resultater af de to sidste års arbejde med den nye, strategiske platform. Vores finansielle position er styrket, ordrereserven er god, og vi har en god position på markedet, særligt hos bygherrer og entreprenører, der deler vores høje ambitioner om bæredygtighed.