Mens alle venter på at EM kommer til Danmark, har Give Steel travlt med at komme til Færøerne. For tredje gang leverer virksomheden nemlig stålkonstruktion til Færøernes nationale stadion Torsvøllur i Torshavn.
Stadionet Torsvøllur er oprindeligt bygget i 2000 og konstruktionen fra Give Steel består af opsvejste tribunespær, en klassisk tribunekonstruktion til denne type stadion.
Give Steel har de seneste år haft godt fat i Nordeuropa, hvorfor virksomheden i 2019 skiftede navn fra Give Stålspær til Give Steel.
– Færøerne er næsten blevet som et hjemmemarked for os. Det er tredje gang vi leverer til Torsvøllur Stadion, og vi har gode erfaringer deroppe. Udover stadionet har vi også de seneste år leveret en del stålkonstruktioner til industrien, fortæller Teil Bechmann, salgsdirektør i Give Steel.
Stadionet Torsvøllur har de seneste år været igennem flere opgraderinger, der har løftet den til internationalt niveau. Man kan derfor nu i Torshavn spille mod store fodboldnationer, for eksempel Spanien, som Færøerne mødte i sommeren 2019. Aktuelt er der også for nylig spillet EM-kvalifikationskampe i Torshavn, hvor Færøerne slog Malta 1-0 i oktober måned.