GI støtter 10 nye udviklingsprojekter

Endnu en stribe spændende projekter har fået støtte fra Grundejernes Investeringsfond.
GI har blandt andet valgt at støtte en kampagne, som skal skabe opmærksomhed om erhvervsuddannelserne hos unge med en Gymnasie- eller HF-uddannelse. Foto: Frederik Olsen.
GI har blandt andet valgt at støtte en kampagne, som skal skabe opmærksomhed om erhvervsuddannelserne hos unge med en Gymnasie- eller HF-uddannelse. Foto: Frederik Olsen.

Årets første bestyrelsesmøde i GI er afholdt, og ti projekter fik tilsagn om støtte. De ti projekter er:

Podcast til byggeriet

Tre sæsoner med podcasts til byggeriet har fundet så mange lyttere, at GI har valgt at støtte yderligere tre sæsoner. De nye sæsoner vil beskæftige sig med truende materialemangel i byggeriet, bæredygtig bygningsarv og byggeriet i forhold til fremtidens klima.

Du finder byggeriets podcast, som hedder Bygtropolis, på din podcast-app eller på byggerietspodcast.dk, som også huser andre podcasts om byggeri.

Projektet udføres af BARK.

Unge til erhvervsuddannelser

Der mangler interesse for erhvervsuddannelserne. Det kan give problemer for byggeriet i fremtiden, og derfor har GI valgt at støtte en kampagne, som skal skabe opmærksomhed om erhvervsuddannelserne hos unge med Gymnasie- og HF-uddannelse. Der skal laves 4-5 kampagnefilm, konkurrencer og aktiviteter på sociale medier og i pressen.

Projektet udføres af Danske Erhvervsskoler og Gymnasier.

Innovation i byggeriet

Der er brug for at mere viden om byggeriets innovationspraksis og de mønstre og metoder der skaber robuste innovative. Med en kvalitativ og kvantitativ kortlægning af konkrete innovationsforløb i dansk byggeri er det målet at lære af de vellykkede projekter, og forstå hvorfor nye løsninger i byggeriet ofte forbliver på forsøgsstadiet.

Projektet udføres af KADK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.

Anvisning om renovering af etageafskillelser

Anvisningen, som bliver rigt illustreret, handler om træbjælkelag og beton. Den eksisterende viden om hvordan etageadskillelser er udført og kan forbedres i ældre ejendomme samles. Det handler bl.a. om lyd, brand, lufttæthed, stabilitet og stivhed. Etageejendomme bygget i perioden frem til omkring 1950 har typisk etageadskillelser med træbjælkelag. Denne bygningsmasse udgør ca. 50 procent af alle etageboliger.

Projektet udføres af Build.

Brandsikre vådrum

Projektet skal afklare uoverensstemmelser mellem Bygningsreglementets krav og Alment Teknisk Fælleseje. Modstridende oplysninger i det såkaldte Almene Tekniske Fælleseje skal afdækkes, korrigeres og formidles.

Det handler især om lette vådrumsplader, som ikke pt er dokumenteret brandsikre.

Projektet udføres af Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut og BvB.

Genanvendelse af knust tegl

Mulighederne for genanvendelse af nedknust tegl i cementbaserede materialer såsom mørtel og beton skal kortlægges.

Hypotesen er, at nedknust tegl kan anvendes som erstatning for både cement og tilslag i beton. Flere studier tyder på øgede styrkeegenskaber, forbedret holdbarhed samt interessante æstetiske aspekter i form af farvenuancer i de cementbaserede materialer, som er tilsat nedknust tegl.

Denne form for genanvendelse vil fremme bæredygtigt byggeri og en mere cirkulær økonomi, da nedrivningsaffaldet kan genanvendes til renovering af eksisterende bygninger.

Projektet udføres af DTU – Byg.

Bevaringshensyn ved energirenovering

Bygningsejeres muligheder for at tage hensyn til bevaringsværdier ved energirenovering af lejeboliger skal forbedres. Forskere på Build, Ålborg Universitet og DTU vist, at der kan opnås besparelser på op til 70 procent på en etageejendom fra 1930, uden at der bliver gået på kompromis med de bevaringsmæssige værdier.

Projektet vil formidle viden om vellykkede energirenoveringer af bevaringsværdigt byggeri og redegøre for de greb, der har ført frem til vellykkede resultater. Formidlingen skal give ejere af udlejningsejendomme nem adgang til løsninger, der tager bevaringshensyn ved energirenoveringer

Projektet udføres af Build.

Videreudvikling af Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet

VCØB vil medvirke til, at Danmark inden for 5-10 år opnår et smidigt og fleksibelt marked for cirkulær økonomi i byggeriet. VCØB er hele Danmarks videncenter for cirkulær økonomi i byggeriet

VCØB skal med fagteknisk viden vejlede, understøtte og inddrage aktører i byggeriets værdikæde med det formål at medvirke til at identificere og finde løsninger på problemstillinger og barrierer for cirkulær økonomi i byggeriet gennem vidensdeling.

Projektet udføres af Teknologisk Institut.

Effektiv styring af byggematerialer

Der udvikles læringsværktøjer til medarbejdere byggeprojekter, som kan optimere og styre flowet af materialer fra bestilling, modtagelse, returnering og lagerstyring til produktion i byggeprocessen.

Værktøjet skal indgå i undervisningsforløb på byggepladser og sidemandsoplæring og kunne anvendes med smartphone, tablet eller PC.

Projektet udføres af Teknologisk Institut.

Kvalitetssikring af statiske konstruktioner

Der er indført en helt ny model for den tekniske byggesagsbehandling. Byggesagsbehandlingen er flyttet fra kommunerne til private certificerede rådgivere. Byggevirksomheder, der udfører bærende konstruktioner skal med dette projekt hjælpes til at kunne foretage den nødvendig kontrol og dokumentation af det udførte arbejde inden for området statik, i henhold til kravene i de nye standarder.

Projektet udføres af Dansk Byggeri.

Relateret indhold