Genrejsning: Pilen peger atter op for Pihl & Søn

Entreprenørvirksomheden Pihl & Søn A/S har sorte tal på bundlinjen. Etableringen af Pihlkonsortiet har givet flere af de helt store totalentrepriseopgaver, mens store investeringer i digitale værktøjer og organisation også bidrager til et overskud på 5,5 millioner kroner før skat.
Genrejsningen af Pihl & Søn er gået hurtigere end forventet. Ordrebogens voksende tykkelse er en af forklaringerne. Her er et af firmaet projekter det 5.500 kvm store Zleep Hotel med tilhørende Fitness World i Lyngby. Pihl & Søn er totalentreprenør. Foto: Pressefoto.
Genrejsningen af Pihl & Søn er gået hurtigere end forventet. Ordrebogens voksende tykkelse er en af forklaringerne. Her er et af firmaet projekter det 5.500 kvm store Zleep Hotel med tilhørende Fitness World i Lyngby. Pihl & Søn er totalentreprenør. Foto: Pressefoto.

Det er en god opstart på byggesagerne og indgåelse af flere betydelige kontrakter, der har givet Pihl & Søn A/S en højere omsætning end budgetteret i det netop afleverede 2018/2019-regnskab. Flere af projekterne er kommet hurtigere i gang end forventet, og sammen med et stærkt ledelseshold samt investeringer i digitale værktøjer og fagspecialister med mange års erfaringer fra byggebranchen er det de væsentligste årsager til resultatet. Det er andet år i træk, at Pihl & Søn kan fremvise et årsregnskab, der er bedre end budgetteret.

Genrejsning

Resultatet for 2018/2019-regnskabet landede på 5,5 millioner kroner før skat, og de sorte tal på bundlinjen er kommet tidligere end forventet.

– Vi har fra starten vidst, at genrejsningen af Pihl & Søn ville tage flere år. Det er derfor med stor stolthed, at vi allerede efter andet driftsår leverer et positivt resultat på bundlinjen, siger adm. direktør i Pihl & Søn A/S Halldór P. Ragnarsson, og fortsætter:

– Vi havde faktisk også i år budgetteret med et minus på bundlinjen på grund af de fortsat store investeringer i selskabet. Det er således både motiverende og tilfredsstillende, at vores målrettede strategi om at blive bygherrernes fortrukne samarbejdspartner inden for hoved-, total- og styringsentrepriser på store og komplekse byggeprojekter har vist sin relevans i markedet. Aktivitetsniveauet i regnskabsåret 2019/2020 forventes markant stigende.

Glæden over det flotte årsregnskab deles også af Pihl & Søns A/S’ aktionærer, oplyser Carsten Mindegaard.

– Genrejsningen af Pihl & Søn A/S et stort projekt, og vi er stadig på en spændende rejse, som tager tid. At Pihl & Søn A/S allerede nu kommer ud med et flot regnskab med sorte tal på bundlinjen er meget tilfredsstillende og noget, som vi i ejer- og lederkredsen først havde forventet ville ske til næste år. Det, at vi er forud for planen, er bare med til at understrege den store interesse, der er for Pihl og virksomhedens værdier, siger Carsten Mindegaard, der er hovedaktionær i Pihl & Søn A/S samt ejer af LM Byg A/S.

Et stærkt hold af specialister

I årets løb har Pihl styrket ledelsen betydeligt med ansættelse af Anders Bang Henriksen som direktør (COO) og Per Jensen som økonomichef. Begge har mange års erfaring inden for byggebranchen. Derudover er der tiltrukket endnu flere dygtige medarbejdere med stor erfaring i udførelse af komplekse byggerier.

– Det var været vores strategi fra starten at investere stort i at have de rigtige medarbejdere. Som hoved-, total- og styringsentreprenør er det meget komplekse opgaver, vi sidder med, og det kræver både stor ledelseserfaring og højtuddannede fagfolk. Samtidigt skal vi have de rette kompetencer og værktøjer til at være på forkant med den digitale udvikling, der understøtter vores risiko-, projekt- og økonomistyring, siger Halldór P. Ragnarsson.

Pihlkonsortiet giver konkurrencefordel

Udviklingen i de forløbne år har vist, at der er stor efterspørgsel efter Pihl & Søns kompetencer. Særligt Pihlkonsortiet, bestående af selskaberne M. J. Eriksson A/S, LM Byg A/S og Pihl & Søn A/S, har gjort det muligt at byde ind på og vinde flere store komplekse byggeopgaver i totalentreprise.

– Vi har opbygget et stærkt fundament og kan håndtere store og komplekse opgaver i Philkonsortiet, fordi de tre ejerledede selskaber er specialiseret inden for hvert sit fagområde. Det er en fordel, at hvert selskab kan fokusere på det, de er er specialiseret i, og at vi samlet gennem konsortiet kan udføre store dele af byggeriet i egenproduktion, som beskæftiger op mod 1.000 mand, siger Carsten Mindegaard efterfulgt af den nye bestyrelsesformand Jesper Kofoed.

– Phil & Søn A/S har et stort potentiale, og jeg glæder mig til i samarbejde resten af den øvrige bestyrelse og ledelse at løfte virksomheden til næste niveau i de kommende år.

Overordnet har M.J. Eriksson A/S ansvaret for jord- og kloakarbejder, spuns, pæleramning og øvrige anlægsarbejder, LM Byg A/S står for råhusarbejder, mens Pihl & Søn A/S tager sig af den overordnede planlægning, projekt og projekteringsledelse samt styring af lukning, installationer og aptering. Den samlede egenkapital i virksomhederne er over en halv milliard kroner.

Relateret indhold