Der bliver lettere adgang til genanvendelse af de tusindvis af brugte byggematerialer, der ligger spredt over tre hektar hos Skave Nedbrydning i Holstebro. Ved at systematisere salget af de mange materialer i en ny webshop forventer familievirksomheden snart at kunne kanalisere en tredjedel af salget gennem webbutikken.
– Meget har ligget i kasser, og så kunne kunder ikke se tingene. Nu får vi det hele frem, siger Anders Traberg Madsen, der ejer firmaet sammen med sine forældre og to brødre.
Med den nye webshop går den knap 60 år gamle virksomhed i samme spor som Genbyg på Amager, der længe har haft en systematiseret webshop over genanvendelige materialer – og som også har fået et boost – i form af en ny partner i Carl Ras.
Har fået mange nye kunder
Skave Nedbrydning, der blev grundlagt midt i 1960’erne af Svend-Åge Madsen, er netop i gang med generationsskifte nummer to. Stifterens søn Steen Madsen og hans kone Lisbeth overtog firmaet i 1998, og har nu indlemmet sønnerne Kristoffer, Anders og Frederik Traberg Madsen i den daglige drift og omdannet firmaet til et aktieselskab.
Den yngre generation er gået i gang med at systematisere varelageret. De foretager gennemgribende oprydninger i haller og på det tre hektar store areal. De måler, vejer og fotograferer vinduer, døre og alle andre varer, så de kan præsenteres udførligt på nettet, hvor der foreløbigt ligger 5.000 varenumre.
– Webbutikken gør, at mange lokkes til at besøge vores fysiske butik. Dermed får de også øje på andre ting på lageret. Vi har fået mange nye kunder, fortæller Steen Madsen, der også handler med udlandet. Han har bl.a. solgt mange vinduer, døre og andre materialer til en landmand i Tyskland og brændeovne til en fast køber i Holland.
Det vestjyske firma sender også brugte byggematerialer til blandt andet Færøerne, Rumænien og Sverige. Desuden er salget øget til Sjælland og andre dele af Danmark.
Nedbrydningsfirmaer ringer selv
I nedbrydningsvirksomheden mærker man tydeligt, at der er kommet ekstra fokus på genanvendelse af byggematerialer, der både kan spare klimaet for CO2-udledning og affaldsmængder og nedrivningsfirmaerne for penge til at komme af med materialerne på genbrugspladsen.
En række nedbrydningsfirmaer ringer derfor selv til det vestjyske firma og tilbyder, at medarbejderne kan komme ud på en plads og pille vinduer, døre og andre ting ud af en nedrivningsmoden bygning.
Nedriveren i Skave aftager også nye ting – for eksempel overskudspartier, fejlfarvede varer, fejlmål, varer fra konkurser osv. Der kommer blandt andet større sendinger fra vindues- og dørproducenterne Velfac og Rationels fabrikker. Varelageret forandrer sig derfor hele tiden, men det primære fokus er på vinduer, døre, træ i alle afskygninger, jern, trapper m.v.