Fra lade til moderne kontorbyggeri

Laden i bevaringsværdige landejendom i Gammel Hasseris har netop gennemgået en omfattende renovering, der har ændret længen til moderne kontorlokaler.
Outrup Vinduer har været med til at omdanne en bevaringsværdig landejendom fra 1877. Pressefoto.
Outrup Vinduer har været med til at omdanne en bevaringsværdig landejendom fra 1877. Pressefoto.

I den ældre Aalborg-bydel Gammel Hasseris ligger landejendommen Karensminde, der side om side med bygninger fra 1800-tallet står som et bevaret minde fra en tid, hvor bydelens huse var tilegnet hårdtarbejdende bønder. I dag er landbruget væk fra Karensminde, og i stedet er ejendommen netop blevet totalrenovereret, så det fremadrettet kan bruges som kontorlokaler af PR- og kommunikationsbureauet Publicity.

Den tidligere ladebygning i Krensminde skulle indrettes til moderne kontorbyggeri. Pressefoto.
Den tidligere ladebygning i Krensminde skulle indrettes til moderne kontorbyggeri. Pressefoto.

Her er renoveringsarbejdet sket med nøje udvalgte byggematerialer, der ikke alene skal værne om ejendommens og ikke mindst bydelens oprindelige arkitektur, men også leve op til nutidens krav om funktionaliteter og indeklima. Derfor blev der blandt andet valgt energirigtige døre og vinduer fra vinduesproducenten Outrup, som også bevarer ejendommens oprindelige staldvinduer:

– Vi søgte en vinduesløsning, der levede op til standarderne for moderne kontorbyggeri, men som samtidig komplimenterede bygningen og bydelens oprindelige udtryk. Ladebygningen er nemlig klassificeret bevaringsværdig og er dermed underlagt en række lovmæssige restriktioner og krav til vinduernes farve, størrelse og udformning, som selvfølgelig skulle overholdes. Og her er det lykkedes os i samarbejde med Outrup at nå frem til en løsning, der fortsat værner om det oprindelige udtryk, fortæller direktør i Publicity, Esben Lind.

Stor omhu og omtanke

Outrup Vinduer & Døre har leveret vindues- og dørpartier til bygningen, som dels energioptimerer ejendommen og dels bevarer bygningens udtryk, fortæller direktør hos Outrup, Henrik Nyby:

– Vi har stor respekt for klassisk byggeri og går derfor til opgaven med stor omhu og omtanke. I Karensmindes tilfælde monterede vi en række vinduer på indersiden af de eksisterende staldvinduer, så vi dermed kunne bevare ejendommens oprindelige udtryk og samtidig energioptimere efter nutidens standarder, forklarer han og fortsætter:

– Det betyder, at Publicity nu har fået topmoderne kontorfaciliteter, der på charmerende vis bærer præg af ladens tidligere formål og således også matcher resten af bydelen.

Hos Publicity stod et lyst og åbent kontormiljø øverst på ønskelisten. Derfor valgte man samtidig at inkorporere en række store vindues- og dørpartier til erstatning for ladens porte mod syd, øst og vest:

– Vinduespartierne går fra gulv til loft og giver et indbydende og lyst arbejdsmiljø. Desuden kan man følge med i, hvad der foregår uden for ejendommen, hvilket har resulteret i et dynamisk og livligt kontormiljø, forklarer Henrik Nyby afslutningsvist.

De store vinduespartier er produceret i de originale vinduers mørkegrønne farve, som står i flot kontrast til bygningens hvide facade. Det betyder, at vinduerne fremstår som en naturlig del af bygningen og samtidig bidrager til et moderne og tidssvarende kontorbyggeri.

Relateret indhold