De er heldige, de sydfynske håndværkere. I dag åbner Davidsens Tømmerhandel et nyt, 4.000 m2 store byggecenter på Grønnemosevej 26 i Svendborg, og til april er det så Bygmas tur til at slå dørene op til 5.000 kvadratmeter, DGNB Guld-certificerede trælast- og logistikcenter på byens tidligere køretekniske anlæg på Nordre Ringvej.
Davidsen har været til stede i Svendborg med et mindre salgskontor og en midlertidig butik i Svendborg siden marts 2021, og har i den periode opbygget en fast kundeskare. De kan nu få gavn af Davidsens koncept med at personalet i Svendborg selv sammensætter et sortiment af byggematerialer og tømmervarer, så det passer til lokalområdets behov.
– Her nyder vi allerede godt af, at vi det seneste år har etableret et solidt og godt forhold til kunderne, hvor vi ofte kan rådgive dem direkte på de opgaver og det byggeri, de udfører, fortæller trælastdirektør Tom Callesen.
Administrerede direktør hos Davidsen, Henrik Clausen, tilføjer:
– Den moderne tømmerhandel her i Svendborg er den første af vores forretninger, der er bygget op fra bunden omkring vores nye butikskoncept. Her fokuserer vi primært på byggeri, håndværk og faglig rådgivning. Vores store faglighed er simpelthen omdrejningspunktet for mødet med de professionelle håndværkere, de semiprofessionelle og de ambitiøse gør-det-selv-kunder, siger han.
Rådgiver om nye klimakrav
Netop rådgivning kommer til at spille en afgørende rolle for de professionelle kunder allerede efter nytår. Til den tid skal håndværkerne nemlig leve op til nye klimakrav. Derfor har Davidsen uddannet et særligt bæredygtighedsteam i alle sine 22 tømmerhandler i Danmark.
– Også her i Svendborg er vi klar med vores bæredygtighedsteam, hvor vi er klædt på til at hjælpe og rådgive kunderne hele vejen rundt om de nye klimakrav, siger Henrik Clausen.