Hillerød Kommune har rettet henvendelse til Folketingets Miljøudvalg for at komme i foretræde omkring mulighederne for finansiering af separatkloakering på privat grund.
Hillerød Kommune har i foråret 2014 vedtaget en ny spildevandsplan, hvor separatkloakering bliver et krav i dele af kommunen, ligesom separatkloakering er et krav i alle nye boligområder for i fremtiden at kunne håndtere ekstremregn.
Imidlertid er en del af kommunens boligejere meget vrede over, at de alene er pålagt at betale for separat kloakering, ligesom nogle frygter ikke at kunne betale og derfor at skulle forlade deres bolig. Andre dele af kommunen slipper for denne store udgift.
Langtidssikret
– Når vi har valgt denne løsning, er det fordi, vi har vurderet, at separatkloakering er den mest langtidssikrede og miljømæssigt mest holdbare løsning, da man ved fælles kloakering faktisk er med til at producere spildevand ud af forholdsvis rent regnvand. Vi har således vurderet, at vi på denne måde bedst kan leve op til de miljømæssige, helbredsmæssige og klimatilpasningsmæssige krav, vi møder, oplyser borgmester Dorthe Meldgaard over for Miljøudvalget.
Hillerød Kommune opfordrer til, at forslaget om økonomisk hjælp til særligt trængte grundejere i forbindelse med kommunalt påbud om kloakforbedringer og kloaktilslutning udbredes til også at gælde for separatkloakering i byområder – og ikke kun som nu i landområder.
Ikke et krav
– Begrundelsen for dette er, at der ikke er krav om, at kommunerne skal separatkloakere. Hillerød Kommune gør dog opmærksom på, at de statslige vandplaner indeholder et krav om, at der ikke må ske udledning af urenset spildevand til vandløbene. På baggrund af dette krav har Hillerød Kommune blandt andet valgt en løsning med separatkloakering samt åbnet mulighed for valg af LAR-løsninger i de få områder, hvor det er muligt grundet jordbunds- og grundvandsforhold, oplyser borgmesteren og slutter:
– På den baggrund mener vi i Hillerød Kommune, at det også bør være muligt for særligt trængte borgere i byområderne at låne penge af forsyningsselskaberne til separatkloakering på egen grund og ikke kun borgere i det åbne land.