Af advokat Holger Schöer, Kromann Reumert
Forældelsesfristen var indtrådt, og entreprenøren havde ikke afbrudt forældelsesfristen ved at have forsøgt at afhjælpe manglerne. Kravet mod entreprenøren var derfor forældet.
Indledning
Når f.eks. mangelkrav fremsættes af en slutbruger/køber som direkte krav overfor en rådgiver, entreprenører og/eller underentreprenører, gælder en tre-årig forældelsesfrist, der – som udgangspunkt – regnes fra skadens indtræden. Er køberen ikke bekendt med erstatningskravet, regnes fristen dog fra det tidspunkt, hvor køber fik eller burde have fået kendskab til kravet.
Sagen
I kendelsen gengivet i TBB.2017.538 havde en entreprenør i fagentreprise udført murerentreprisen i en række ejendomme i forbindelse med opførelsen heraf i 2006-2007. Efter aflevering og bygherrens salg til slutbrugerne, konstateredes afskalning af facaden, revnedannelser og vandindtrængen. Da bygherren i mellemtiden var gået konkurs, indgav køberne i november 2012 begæring om isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn med entreprenøren og bygherrens rådgiver som indstævnte. I februar 2014 anlagte køberne sag mod entreprenøren og rådgiveren med krav om erstatning. Spørgsmålet var, om kravene var forældede.
Ifølge Byretten fik eller burde køberne have fået kendskab til kravene på tidspunktet for skønserklæringen i 2013, hvorfor kravene ikke var forældede.
Landsretten fandt derimod, at køberne, da manglerne vedrørte umiddelbart konstaterbare forhold, allerede ved deres reklamation og ved et møde afholdt med bygherren i begyndelsen af 2009 fik eller burde have fået kendskab til kravene. Forældelsesfristen begyndte derfor at løbe fra dette tidspunkt, hvorfor den tre-årige forældelsesfrist var udløbet ved indgivelsen af begæringen om isoleret bevisoptagelse i november 2012. Landsretten fandt endvidere, at hverken rådgiveren eller entreprenøren havde afbrudt forældelsesfristen – dette uanset at entreprenøren havde forsøgt at afhjælpe manglerne. Kravene var derfor forældede.
Konklusion
Kendelsen viser, at det ved fastlæggelsen af, hvornår en mangel er kendt eller burde være kendt, bl.a. tillægges betydning, om manglerne vedrører ‘umiddelbart konstaterbare forhold’. Er dette tilfældet, løbet forældelsesfristen, når manglerne er erkendt, skønt manglernes årsag senere viser sig at være mere alvorlige end først antaget. Desuden viser kendelsen, at en entreprenørs forsøg på at afhjælpe mangler, ikke i sig selv er udtryk for en erkendelse af et erstatningskrav og dermed ikke afbryder forældelsesfristen.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';