Flydende containerby vokser

Fem nye og opdaterede Urban Riggers med store vinduespartier er føjet til samlingen af flydende containerboliger i Københavns havn.
Fem nye riggers er føjet til samlingen fra 2016. Pressefoto.
Fem nye riggers er føjet til samlingen fra 2016. Pressefoto.

Urban Rigger-boligerne, som ligger i vandet ud for Refshaleøen, er designet af tegnestuen BIG, og den første prototype så dagens lys i 2016. Nu er fem nye, opgraderede riggers føjet til samlingen. Der var indvielse i oktober, og i dag er indflytningen godt i gang.

– Urban Rigger 2.0, som vi kalder de fem nye containerboliger, skal tale endnu mere til de studerende og er opgraderinger af prototypen. Det indebærer blandt andet en bedre udnyttelse af pladsen, en stor kælder, flere fællesarealer og endnu mere dagslys. De i alt 60 boliger er i fuld gang med at blive beboet i øjeblikket, så der er god aktivitet herude, fortæller Peter Mayntzhusen, CTO-teknisk direktør hos Urban Rigger.

Holder vandet ude og lukker lyset ind

For at kunne klare vind, vejr og dagligt brug – og ikke mindst holde vandet ude – består de spektakulære boliger af robuste materialer såsom et betonfundament, Cortenstål og brandhæmmende materialer. Desuden har man i version 2.0 brugt endnu flere ressourcer på at projektere bedre løsninger til vinduesåbningerne:

– Vi har at gøre med ekstra store vinduesåbninger i en stålkonstruktion. Det betyder, at det er nødvendigt med en profil, der kan bære de store vinduer. Derfor har vi i version 2.0 projekteret selve stålkonstruktionerne i forhold til vinduesåbningerne. Det har vi fra start været i dialog med Velfac om, så vi ender med det bedst mulige resultat, lyder det fra Peter Mayntzhusen.

Hos Velfac sætter man en stor ære i at være en del af et visionært projekt, som skaber flere studieboliger på en ny og anderledes måde. Pascal Kops, Key Account Manager, fortæller:

– Det er næppe gået nogens næse forbi, at der mangler studieboliger i landets største byer. Derfor er et projekt som dette virkelig kærkomment. Det er intet mindre end genialt, hvordan man kan udnytte pladsen på havet til boliger så tæt på centrum. Vi er stolte af at være en del af Urban Rigger – både i version 1.0 og 2.0.

Relateret indhold