Folketinget har besluttet, at der i forbindelse med en ny forbindelse over Roskilde Fjord ved Frederikssund skal etableres en selvstændig,offentlig virksomhed. Den nye virksomhed får navnet Fjordforbindelsen Frederikssund. Fjordforbindelsen Frederikssund skal varetage etablering af en ny motortrafikvej og fjordforbindelse over Roskilde Fjord. Virksomheden skal også stå for at opkræve betaling for passage af den nye forbindelse
Selskabet stiftes fredag 27. november klokken 14.00 i Transport- og Bygningsministeriet.
Nu skal bestyrelsen i arbejdstøjet, så vi sikrer fremdriften i projektet.
Hans Christian Schmidt{break}Transport- og bygningsminister
– Det er en mærkedag for projektet med en ny fjordforbindelse, fordi vi i dag etablerer den selvstændige offentlige virksomhed. Som det var forudsat i loven, har jeg indsat en kompetent bestyrelse, som skal varetage den overordnede ledelse af virksomheden. Det er med glæde, at jeg nu kan præsentere den bestyrelse, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt i en pressemeddelelse.
I arbejdstøjet
Hele projektet er budgetteret til at koste omkring to milliarder kroner. Forligspartierne bag aftalen om en Grøn Transportpolitik afsatte i 2014 et statsligt bidrag på 650 millioner kroner til projektet. Den resterende del skal brugerfinansieres, og det er den del, det nye selskab skal stå for.
– Nu skal bestyrelsen i arbejdstøjet, så vi sikrer fremdriften i projektet, slutter ministeren.
Selskabets bestyrelse består af følgende medlemmer:
Leif Tullberg (bestyrelsesformand), ejer af og bestyrelsesformand for ASX 620 Mezzanin a/s, Restaurant Kalvø A/S, samt Kalvøen A/S.
Helle Mørk Friis (næstformand), økonomichef, XL Byg.
Martin Raahauge Geertsen, 2. næstformand for Region Hovedstaden, tidligere MF.
John Schmidt Andersen, borgmester for Frederikssund kommune.
Tina Tving Stauning, 2. viceborgmester i Frederikssund kommune.
Kronprinsesse Marys Bro
Den selvstændige offentlige virksomhed får til opgave at optage lån til at finansiere og etablere den nye fjordforbindelse. Derudover bliver det virksomhedens opgave at opkræve betaling for passage af forbindelsen. Fjordforbindelsen Frederikssund vil blive ledet af en bestyrelse, der varetager den overordnede og strategiske ledelse.
Frederikssund Kommune har udpeget to bestyrelsesmedlemmer og Transport- og Bygningsministeriet de resterende tre bestyrelsesmedlemmer. Vejdirektoratet vil fortsat forestå den daglige ledelse og administration af projektet. Selskabet vil blive opløst, når gælden til finansiering af forbindelsen, betalingsanlæg samt tilkørselsveje er tilbagebetalt.
Byggeriet af den nye fjordforbindelse er på vej i udbud. Når udbudsprocessen er afsluttet, og der er indgået aftale med en entreprenør, er der grundlag for at fastsætte den endelige pris for projektet. Herefter kan der også fastsættes en forventet pris for brugerne og tilbagebetalingstid for forbindelsen. Forbindelsen skal efter planen åbne i 2019.
I sidste uge afslørede transport- og bygningsministeren navnet på den bro over Roskilde Fjord, som er en del af forbindelsen. Den skal hedde Kronprinsesse Marys Bro.