Finger E indviet i Kastrup

Lufthavnens har fået ekstra 24.000 kvadratmeter, som Kronsprinsen åbnede tirsdag.
Der er tale om den største udvidelse af lufthavnen siden Terminal 3. Foto: Stine Sørensen, Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Der er tale om den største udvidelse af lufthavnen siden Terminal 3. Foto: Stine Sørensen, Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

De kommende måneders ferietrafik fra Københavns Lufthavn kommer til at glide lidt lettere, efter at Københavns Lufthavn tirsdag med repræsentation fra HKH Kronprins Frederik indviede den 24.000 kvadratmeter store Finger E, der er den største færdige udvidelse af lufthavnen siden Terminal 3 i 1998. Den nye finger skal håndtere både afrejsende og ankommende passagerer i et intuitivt flow til og fra Terminal 3.

Bygningen er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Zeso Architects i samarbejde med Cowi. Det samme team der for nylig vandt konkurrencen om den nye udvidelse af Terminal 3, der efter planen skal stå helt færdig i 2028.

– Målet har været, at gøre Finger E til en naturlig forlængelse af CPH med klare referencer til resten af lufthavnen og i samme høje kvalitet. Den er designet til at optimere rejsen og gøre afgang og ankomst til en god oplevelse, hvor man som passager konsekvent har en følelse af ro og overblik, siger Simon Natanael Svensson, partner hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter og designansvarlig på projektet.

Gennemtænkt flowsystem

Finger E er fordelt på fire etager. I stueetagen er der afgangsområde, og på 2. sal deler ankomstområdet sig i tre svævende gangbroer til de forskellige typer af passagerer. Det skaber en interaktion mellem passagerne, der ankommer og afgår og tilføjer en rumlig dynamik på begge etager.

I dag indviede HKH Kronprins Frederik den nye Finger E. Foto: Stine Sørensen, Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
I dag indviede HKH Kronprins Frederik den nye Finger E. Foto: Stine Sørensen, Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Inspirationen til designet er fundet i Terminal 2 fra 1960, som er et eksempel på en kompleks lufthavnsbygning, hvor balkoner, svævende gangbroer og generøst dagslys skaber en lethed i udtrykket. Enkle betonsøjler og -kerner sikrer, at bygningens indretning og funktion er fleksibel. Imellem søjlerne og kernerne løber lette balkoner på 2. sal, der nemt og hurtigt skaber en gennemgang for de rejsende. Undersiden af balkonerne er beklædt med lofter af varmt træ, der kombineret med gulvenes marmorterrazzo i lyse nuancer balancerer dagslyset og bygger videre på lufthavnens eksisterende materialitet.

– Vi har arbejdet med en ydmyg og subtil arkitektur, hvor alt er integreret, så bygningen fremstår enkel, ren og nordisk. Funktionelt understøtter den passagernes rejse med intuitive elementer som stenbelægning, der signalerer, at du er i bevægelse i modsætning til gulvtæpperne i ventezonen, der indikerer ro og absorberer lyd, siger Simon Natanael Svensson.

Fuldt udbygget

Finger E indeholder i alt otte gates, 15 busgates, pas- og grænsekontrol samt transferområde. Projektet udvikles i tre faser, hvor fase 1 er den, der er blevet indviet i dag.

I Fase 2 og 3 bliver der udviklet yderligere kapacitet til langdistanceruter ud af Europa.

Vi har arbejdet med en ydmyg og subtil arkitektur, hvor alt er integreret, så bygningen fremstår enkel, ren og nordisk.

Relateret indhold