Forskellige opgaver bliver der nok af, når byggeriet af verdens længste sænketunnel for tog og biler går i gang. For når Danmark og Tyskland skal forbindes med vandtæt, armeret beton, kommer det til at tage over seks år, og det vil betyde tusindvis af arbejdspladser.
– Arbejde kommer der ikke til at mangle, men det er ikke en selvfølge, at de mange opgaver kommer de lokale virksomheder til gode. Både for mindre og større virksomheder er det bare om at melde sig ind i kampen og få fortalt, hvad det er, de kan. Det gør sig egentlig gældende for byggevirksomheder som for rengøringsselskaber, siger Søren Lange Nielsen, der er chefkonsulent i Dansk Byggeri.
Partnere findes nu
I slutningen af december afgav de store konsortier tilbud på anlægsfasen, der er første del af projektet. Det betyder, at det ikke varer længe, før det bliver besluttet, hvilke virksomheder der skal stå i spidsen for byggeriet, og derfor er det nu tid til, at de mindre virksomheder melder sig på banen. For det er nu, samarbejdspartnerne skal findes, og der bliver brug for den lille lokale elektriker til virksomheder, der kan levere grus til støbningen og frokost til de ansatte.
– De store virksomheder får i den grad brug for mindre underleverandører. Selvfølgelig har de nogle faste samarbejdspartnere, men der vil altid være brug for at få løst mindre opgaver. I den forbindelse er det bestemt en fordel at være fra lokalområdet, så man har tætte forbindelser og hurtigt kan rykke ud, siger Søren Lange Nielsen og tilføjer:
– Hvis de mindre bygge- og anlægsvirksomheder kender deres besøgelsestid og gør opmærksom på, at de eksisterer, så kan de bestemt få en bid af kagen.
Starter i år
Han henviser til hjemmesiden www.markedsportal.femern.com, hvor interesserede underleverandører kan skrive deres kompetencer op og dermed gøre sig synlige for de større virksomheder.
Efter planen skal det første spadestik til byggeriet tages allerede efter sommerferien. Det bliver dog formentlig udskudt, da Folketinget først skal vedtage en anlægslov, så pengene bliver bevilliget, og fordi Tyskland skal give en miljøgodkendelse først.