Fem danske rådgivere kæmper om EM-guld

Den europæiske brancheorganisation for rådgiver- og ingeniørvirksomheder (EFCA) kårer i denne uge vinderen af Future Leader of the Year. Fem danske kandidater er nomineret til den prestigefyldte titel.
De fem danske bud på en 'europamester' giver ifølge FRI et godt indblik i bredden - og ikke mindst kvaliteten - i de opgaver, foreningens virksomheder arbejder: industri-projekter for private kunder. Foto: Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
De fem danske bud på en 'europamester' giver ifølge FRI et godt indblik i bredden - og ikke mindst kvaliteten - i de opgaver, foreningens virksomheder arbejder: industri-projekter for private kunder. Foto: Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

EM står for døren. ‘EM i rådgivning’ vel at mærke. Med på opløbsstrækningen er fem unge danske rådgivere. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, der har indstillet de fem kandidater, der alle var finalister i FRIs nationale konkurrence, Årets Unge Rådgiver.

Prisen går til en rådgiver i Europa, der er 35 år gammel eller yngre, og som har leveret et ekstraordinært stykke arbejde inden for deres felt.

De fem danske bud i år er:

Jonas Knudsen, 35, er ansat som Projekt- og byggeleder for FRI-virksomheden Afry i Aarhus. Han er nomineret for sit arbejde med ombygningen af spraytårn tre for Arla Foods Arinco.

Mette Steffensen, 32, er ansat som byggeingeniør og disciplinleder i FRI-virksomheden Cowi i Lyngby. Hun er nomineret for sit arbejde på E05 Korsvägen, der er en del Västlänken projektet i Göteborg.

Pætur Jakobsen, 35, er ansat som afdelingsleder for aqua-kulturafdelingen hos FRI-virksomheden SMJ i Thorshavn på Færøerne. Han er nomineret for sit arbejde i forbindelse med lakseopdrætsvirksomheden Bakkafrosts opførsel af et nyt produktionsanlæg.

Charlotte Rask Jensen, 34, er ansat som byggeleder i FRI-virksomheden EKJ i København. Hun er nomineret for sit arbejde med opførslen af det nye Frihedsmuseum i Churchillparken nær Kastellet i København, hvor hun stod for byggeledelsen.

Sarah Brudler, 30, er ansat som bæredygtighedskonsulent i FRI-virksomheden Rambøll i København. Hun er nomineret for sit arbejde med at udvikle et Life Cycle Assesment tool, der gør det muligt at måle og evaluere niveauet af bæredygtighed på projekter inden for vandsektoren.

Tårnhøjt niveau

Det er et særdeles stærkt dansk hold, der i år deltager i EM, fortæller en begejstret administrerende direktør i FRI, Henrik Garver:

– De fem rådgivere, vi har indstillet til EFCA’s Future Leader of the Year 2021 har alle, i en ung alder, opnået meget flotte professionelle resultater og repræsenterer den danske rådgivende ingeniørbranche som vi kender den når den er allerbedst, siger han og fortsætter:

– De projekter, som de indstillede unge rådgivere hver især er nomineret på baggrund af, viser bredden i de opgaver, som vores virksomheder arbejder med: Industri-projekter for private kunder, hvor det er ekstremt tydeligt, hvordan de unge rådgivere skaber værdi for kunderne, men også hvor kravene er høje. Komplicerede byggeprojekter med ekstremt høje kvalitetskrav. Gennemtænkte infrastrukturløsninger, hvor der er allermest brug for dem; udvikling af systemer til at sætte konkrete tal på bæredygtighed. Niveauet er tårnhøjt – også i international sammenhæng – og det er fem virkelige talenter, der fra dansk side kandiderer til den europæiske pris i år. Uanset de fem danskeres endelige placeringer, så er jeg ikke i tvivl om, at de alle har stort potentiale for at blive fremtidige ledere i branchen og for at gøre en stor forskel både for de virksomheder, de arbejder i og for den verden vi lever i.

Kåringen af EFCA’s Future Leader of the year 2021 sker fredag 4. juni. Vinderen får muligheden for at præsentere sit projekt på næste års internationale EFCA konference i Istanbul.

Relateret indhold