Forventningsafstemning er den drøftelse, som bidrager til entreprenørens forståelse af bygherres succeskriterier og forventninger, samtidig med at det ofte giver bygherre et mere nuanceret billede af egne forventninger. Forventningsafstemning er derfor et af de allervigtigste redskaber, når man starter et projekt op.
Det mener LM Byg, der har etableret en proces, som netop tager udgangspunkt i en forventningsafstemning med bygherre gennem løbende møder og målinger.
Læs også: Sådan minimerer byggeriet de mange dyre konflikter
Eksempelvis afleverede virksomheden i foråret 2023 byggeriet af Københavns nye energicentral til bygherre Hofor, og efterfølgende har man lavet en kundemåling fra start til slut på projektet, der viser både øget tillid og samarbejde og dermed også tilfredshed hos bygherre:
– Der har været et ønske og en vilje til at ville hinanden og forstå hinanden, så vi sammen kunne skabe et ordentligt samarbejde. Det har sikret god, ærlig og tydelig kommunikation på pladsen – også når vi stødte på forhindringer. Den samarbejdsvillige indstilling og evne til løsning og koordinering har været ekstraordinær og bibragt en stor værdi ind i projektet, siger projektchef i Hofor, Torben Hald.
Samme retning igennem hele projektet
Samarbejdet resulterede bl.a. i, at byggeriet kunne påbegyndes før tid, at LM Byg kunne foretage en delaflevering til det tekniske team fem uger tidligere end planlagt, og så blev det endelige byggeri afleveret til tiden til trods for, at ønskerne for konstruktionens udseende blev ændret undervejs.
– Det har været berigende for projektsamarbejdet fra start at få afstemt forventninger, diskutere nødvendige tiltag og skabt fundamentet for en god og saglig dialog med bygherre, fortæller Thomas Ginsbo, projektchef på Energicentralen for LM Byg.
– På den her måde fangede vi udfordringerne, inden de blev til problemer, men vigtigst af alt stod vi skulder ved skulder og kiggede i samme retning igennem hele projektet.
Vil gå længere for hinanden
At opleve den værdi, den indledende forventningsafstemning skabte på Energicentralen for alle parter, har for LM Byg cementeret vigtigheden i at have en klar proces herfor fra start på alle sine projekter, således frustrationsrummet mindskes og tilfredsheden øges.
Læs også: LM Byg klar med 3 etagers energicentral – god dialog gjorde en stor forskel
Det fortæller Frank Aarslew-Jensen, adm. direktør i LM Byg:
– Den her form for forventningsafstemning fordrer dialog og fokus på løsningerne, og det skaber åbenhed, ærlighed og tillid mellem os og vores bygherrer. Vi oplever, at når der er opbygget tillid, bliver udfordringerne til et fælles projekt, hvor vi sammen finder løsningerne. Vi vil ganske enkelt gå længere for hinanden, når vi er i samme båd – lige som vi oplevede det på Energicentralen. Derfor er det et fast redskab i vores projektopstart.
Undgår at følelserne tager over
Det er Refine Consulting, der har stået for den strukturerede forventningsafstemning mellem LM Byg og bygherre gennem møder, gennemførelse og evaluering.
Konsulentvirksomheden oplever, at de som ekstern partner kan sikre størst mulig objektivitet og fokus på løsninger frem for, at følelserne tager over, og det skaber en god base for at lykkes med samarbejdet, fortæller ledelsesrådgiver Rasmus Steen Malmstrøm:
– I bygge- og anlægsbranchen er der en bred erkendelse af, at netop projektsamarbejdet er en af de afgørende indsatser, der har betydning for, at projekter realiseres med succes. Det gode og tillidsfulde projektsamarbejde har bl.a. en stor betydning for, at projektudfordringer målrettet og effektivt løses mellem bygherre, rådgiver og entreprenør.
– Netop derfor understøtter vi hos Refine Consulting LM Byg med et fokuseret og struktureret forløb, hvor vi udvikler og måler gensidigt på tilfredsheden og kvaliteten af projektsamarbejdet før, under og efter projektsamarbejdet. Dermed er vi med til at sikre, at vi fastholder fokus uagtet travlhed og udfordringer i øvrigt, som ellers kan være med til at fjerne fokus fra samarbejdet.