Er byggeriet klar til en reformation?

Man kan med rette undre sig over, hvor denne sammenstilling af religion og byggeri kommer fra, bortset fra at nogle af vores tidligste, velbevarede og omkring tusind år gamle bygninger er tæt forbundne med den fremherskende tro i samfundet. Men hvis vi i fællesskab kan anerkende præmissen om, at Luthers bevægelse ikke blot var et brud med pavedømmet, men også med en dogmatisk stagnation og et startskud til en modernisering af samfundet, er der måske alligevel noget inspiration at hente ved overgangen til det nye årti.

Byggeriet udgør en væsentlig faktor i samfundet. Det gælder både som økonomisk aktivitet (5-7 procent af BNP), som beskæftigelse (rundt regnet 175.000 personer), som fysisk aktivitet i forhold til ressourcetræk (40 procnt af materialeforbruget), affaldsproduktion (35 procent) og som resultater i form af bygninger og anlæg, der udgør rundt regnet 2,5 millioner i antal (bygninger) og 4.700 milliarder kroner i samlet værdi, svarende til mere end 80 procent af den samlede samfundsøkonomiske formue. En reformation af byggeriet vil derfor kunne sætte sig afgørende spor i en bæredygtig samfundsudvikling, hvis der er en fælles vilje til reelle forandringer. Byggeriet er som branche fragmenteret og præget af suboptimeringer, og grundlæggende reformer kræver en fælles fortælling om, hvilken retning samfundet skal eller vil bevæge sig i, så alle kan se sig selv i den nødvendige omstilling.

Eksperimentet

Reformationen kom til Danmark i starten af 1520-erne og kulminerede i 1536 med den officielle indførelse af den protestantiske tro og kirke. Bevægelsen tog sin begyndelse i 1517 med Luthers 95 teser, opslået på kirkedøren i Wittenberg, som en reaktion mod afladshandlen, skærsilden og andre strafferegimer. Det var ikke uden risiko at tage dette opgør med den magtfulde kirke, og fortalerne udviste mod i forvisning om, at ikke blot troen, men også samfundet, ville kunne forandres til det bedre.

At bryde radikalt med gældende normer og standarder må i sagens natur ofte have eksperimentets karakter, og kræver tid til refleksion, tilvænning og opbygning af fælles forståelse. Det ved vi om nogen i byggeriet! Derfor er det også imponerende, at det med Reformationen lykkedes at indføre så omvæltende samfundsændringer på bare 15 år! Nu er det nærliggende at hævde, at med koncentrerede magtstrukturer kan meget lade sig gøre på kort tid, mens demokratiske reformer ofte er en langsom proces. Hele Reformationen tog dog også længere tid, men var ikke kun diktater fra oven. Det var i lige så høj grad en bevægelse, der voksede nedefra i takt med udbredelsen af den fælles forståelse af behovet for forandring.

Som byggebranche har vi også tradition for eksperimenter, der dog hidtil kun i begrænset omfang har ført markante forandringer og bevægelser med sig – i hvert fald på den korte bane. Indførelsen af det industrialiserede byggeri med start i 1960-erne, der reformerede bygge- og fremstillingsprocesserne helt frem til i dag, samt den aktuelle udbredelse af certificeringer, er nogle af de væsentligste undtagelser. De seneste 20 års digitale udvikling i bygningsdesign og projektering har især resulteret i unikabygninger af mere spekulativ, konstruktionsmæssig og arkitektonisk art, samt nye løsninger med fokus på reduktion af energiforbruget og forbedring af indeklimaet, men den helt banebrydende digitale revolution af byggeriets processer lader stadig til at være et stykke fra målet.

Et nyt vendepunkt?

I branchepartnerskabet Renovering på Dagsordenen har vi gennem det seneste årti arbejdet intenst med at skabe en fælles forståelse for bygningsrenovering som betydende faktor i både byggeriet og samfundet. Heller ikke dén indsats har medført en revolution, men snarere en evolution, hvor bygge- og ejendomsbranchen gradvist har opnået en større erkendelse af, at den eksisterende bygningsmasse og dens udvikling er af afgørende betydning for en bæredygtig samfundsudvikling. På det seneste er spiret en forståelse frem om, at nybyggeri kræver større omtanke og kritisk sans i forhold til nødvendighed, og at der ligger store mængder af energi, CO2, ressourcer og værdier indlejret i den allerede eksisterende bygningsmasse, der er ekstremt vigtige at værne om.

Da en række ledende aktører fra byg- og driftsherreorganisationer for nylig afsluttede en taskforce med forpligtende tilsagn om at sætte yderligere skub i byggeriets digitale udvikling var bæredygtighed, drift og renovering højt på agendaen. Målet er for alvor at høste de store gevinster i form af bedre produktivitet, optimering af ressourcer og bedre byggeri. Måske vil disse erkendelser og tendenser blive næste markante vendepunkt for byggeriets forandring?

Under alle omstændigheder må rammen herfor være en bredere forståelse af bæredygtighed – ikke bare som et begreb, men som konsekvens af FN’s vedtagelse af de 17 Verdensmål og italesættelsen heraf – i både brancher, befolkningen og samfundet som helhed. Med forståelsen af de globale udfordringer følger nemlig også en erkendelse af, at den rige del af verden har et særligt ansvar at løfte. Ikke som aflad for fortidens synder eller for at modvirke skærsilden for synderne, men simpelthen for at sikre klodens fremtid og dens befolknings overlevelse. Med ansvaret følger en forpligtelse til handling, og tiden er knap.

Teser om 2030

Regeringen har for nyligt givet sit bud på en strategi for bæredygtigt byggeri, der indeholder forslag til konkrete indsatser, men ikke nogen udtalt ambition om, hvor byggeret skal være om x antal år. At reformere byggeriet kræver klare mål og en høj grad af mod blandt alle involverede. Mens Luther tog én for holdet med sine 95 teser i opgøret med den ortodokse katolicisme, kan vi passende kollektivt tage et opgør i en trods alt mindre ortodoks byggebranche med disse 10 teser om forandringer i 2030:

1 – De professionelle bygherreorganisationer arbejder nu ud fra anden generation af bæredygtighedsstrategier. Hvor første generation ofte var et forsøg på at reformere værdikæden især gennem indkøbskrav, bygger den nye generation af strategier videre på en række af de mere helhedsorienterede principper i bygherremanifestet fra 2020, og hvor det mest fordelagtige ikke kun handler om pris, men om tre bundlinjer; økonomisk, klima- og miljømæssigt og socialt.

2 – Byggeriet har for alvor taget partnerskaber til sig som et centralt instrument til forandring. Der er opstået nye ejerformer og byggefællesskaber i klynger i erkendelse af, at kun gennem forpligtende samarbejder er det muligt at indfri ambitiøse strategier, der efterlader et bæredygtigt samfund til kommende generationer. Partnerskabstrenden har samtidigt medført en mindre formalistisk tilgang til kontrakterne med baggrund i tillidsrelationer.

3 – De professionelle bygherreorganisationer har for alvor fået styr på indkøbsstrategier og handleplaner for bæredygtige indkøb. Bygherrerne efterspørger konsekvent transparens i leverandørkæder, og materialepas efter europæiske standarder er blevet et naturligt redskab til valg eller fravalg af materialer og løsninger til byggeri.

4 – Byggeriet har endelig fået styr på sin data og digitalisering, der nu er blevet en integreret del af alle processer fra byggeriets planlægning til bygningernes langsigtede drift. Data er for alvor blevet en valuta, der bidrager til værdisætningen af fast ejendom og brugen heraf.

5 – Den eksisterende bygningsmasse og dens udvikling er definitivt blevet anerkendt som afgørende i en ressourceøkonomi, hvor udgangspunktet om redegørelse for konsekvenserne af nedrivninger medfører nye idéer til behovsopfyldelse gennem renoveringer og transformationer, men samtidigt en større dynamik i ejendomsmarkedet.

6 – Gennem årtiet reduceres antallet af kvadratmeter per person i nybyggerier, som samtidigt bliver designet til højere udnyttelse, større fleksibilitet og med mulighed for adskillelse uden væsentlige tab af værdi i materialer.

7 – Den cirkulære økonomi slår for alvor igennem på tværs af ministerier og brancher. Udvundne ressourcer og eksisterende materialer og produkter betragtes som regenererbare i form af genbrug, genanvendelse og reparationsmuligheder. Det betyder samtidig, at der er sket en naturlig sammensmeltning af markedet for nye og allerede eksisterende materialer og produkter.

8 – Byggeriet er nået i mål med en ambition om at bidrage til den generelle 70%-målsætning for CO2-reduktion der svarer til hvad Klimapartnerskabet for byggeri og anlæg pegede på i 2020. Målet er i høj grad nået gennem omstilling af varmeforsyning, fravalg af materialer fra energitunge produktioner, fossilfrie byggepladser og investeringer i biodiversitet.

9 – Byggeriets produktivitet er steget med 10% i forhold til 2020. Stigningen skyldes fokusering på digitalisering og planlægning af effektive processer med minimal spildtid og systematisk logistik, samt sikring af godt arbejdsmiljø. Målingen af brugertilfredshed, værdiskabelse og medarbejdertrivsel er blevet faste bestanddele af bygherreerhvervet.

10 – Byggeriets diversitet ift. medarbejdere afspejler nu i væsentlig grad det øvrige samfund. Branchen har således for alvor fået øjnene op for at kompetencer som udgangspunkt ikke er alders-, køns- eller etnicitetsbestemte, men også at branchen som væsentlig samfundsaktør må påtage sig sin del af ansvaret for kommende generationers uddannelse, beskæftigelse og inklusion af social udfordrere medborgere.

Opnår vi at opfylde disse 10 teser over de næste 10 år må svaret være, at byggeriet fik sin egen reformation!