Entreprenøren skal huske at stille spørgsmål

Entreprenøren bærer selv risikoen for sin forståelse af aftalegrundlaget, hvis han ikke har stillet spørgsmål og søgt uklarhederne opklaret.
Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert. Pressefoto.
Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert. Pressefoto.

I voldgiftssagen gengivet i TBB 2017.768, opstod der uenighed mellem hovedentreprenøren og underentreprenøren vedrørende VVS-arbejde i et boligbyggeri med 170 nye og ombyggede boliger. Underentreprenøren mente at have udført ekstraarbejder for 5,3 millioner kroner og krævede betaling herfor af hovedentreprenøren.

For det første mente underentreprenøren, at tre nyopførte “mellembygninger”, som bandt de eksisterende hovedbygninger sammen, ikke var omfattet af entreprisen. Mellembygningerne var dog medtaget på samtlige tegninger, og der var ikke anført entreprisegrænser, som skulle udelukke mellembygningerne af udbudsmaterialet. Voldgiftsretten fandt på den baggrund, at det ville være usædvanligt, at bygninger, som var angivet i tegningsmaterialet, ikke skulle være omfattet af entreprisen. Underentreprenøren burde derfor have stillet spørgsmål til hovedentreprenøren inden tilbudsafgivelsen, hvis han havde en anden forståelse.

Det havde ligeledes formodningen imod sig, at specifikt VVS-arbejde i en af hovedbygningerne ikke skulle være omfattet af VVS-entreprisen, når det i øvrigt var ubestridt, at selve bygningen var omfattet. Også her indikerede aftalegrundlaget, at der var tale om kontraktsarbejde, og igen måtte risikoen for eventuelle uklarheder bæres af underentreprenøren, fordi han ikke havde stillet spørgsmål til hovedentreprenøren om uklarhederne. Endelig fandt Voldgiftsretten, at “teknisk isolering” ifølge aftalegrundlaget uden tvivl var kontraktsarbejde.

Voldgiftsretten påpegede i øvrigt også, at underentreprenøren havde haft rimelig tid til at gennemgå udbudsgrundlaget inden tilbudsafgivelse, og at underentreprenøren var den eneste VVS-entreprenør ved den pågældende entreprise. Ovenstående resultat blev tillige støttet af, at en overmontør hos underentreprenøren forklarede, at han ikke havde været i tvivl om, at ekstraarbejderne var omfattet, og at han havde indkalkuleret dem i underentreprenørens tilbud.

Konklusion Voldgiftskendelsen viser, at grænsen mellem kontraktsarbejde og ekstraarbejder trækkes i aftalegrundlaget. Det er derfor vigtigt at afklare eventuelle tvivlsspørgsmål, inden entreprisen igangsættes, da man som entreprenør selv bærer risikoen for sin egen – usædvanlige – forståelse af aftalen, hvis man ikke har søgt uklarhederne opklaret.

Relateret indhold