Entreprenør sikrer sig opførelsen af Strandhuset61

Herlev-baserede B. Nygaard Sørensen A/S har indgået kontrakt med Sophienberg Gruppen om opførelse af Strandhuset61 på Amager. Byggeriet omfatter 68 ejerlejligheder.
B. Nygaard Sørensen skal opføre det trappeformede byggeri Strandhuset61, der kommer til at indeholde i alt 68 boliger og enkelte mindre butikker i stueplan. Visualisering: Holscher Nordberg.
B. Nygaard Sørensen skal opføre det trappeformede byggeri Strandhuset61, der kommer til at indeholde i alt 68 boliger og enkelte mindre butikker i stueplan. Visualisering: Holscher Nordberg.

Strandhuset61

  • Bygherre: Ejendomsselskabet af 19.12.2014 P/S, c/o Sophienberg Gruppen A/S
  • Arkitekt: Holscher Nordberg Arkitekter
  • Ingeniør: PL Consult ApS / Henrik Larsen Rådgivende Ingeniører A/S

B. Nygaard Sørensen har underskrevet en betinget totalentrepriseaftale vedrørende opførelsen af de 68 boliger, der tilsammen kommer til at gå under navnet Strandhuset61. Byggeriet på Strandlodsvej 61 i København S bliver på i alt 7.100 kvadratmeter. Det oplyser entreprenøren på sin hjemmeside.

Entreprisen er betinget af, at bygherren får solgt 75 procent af boligerne – i den forbindelse oplyses det, at der ved første åbent hus-arrangement blev solgt 25 procent af boligerne.

Entreprisen omfatter projektering og opførelse af de 68 ejerlejligheder, butik i stueetagen, udearealer, parkering i kælderen og på terræn samt haveanlæg.

B. Nygaard Sørensen oplyser, at opgaven er afstedkommet af tidlige forhandlinger med bygherre, der nu har udmøntet sig i en kontrakt.

Byggeriet forventes at gå i gang i september 2015.

Relateret indhold