Det er bare med at komme i gang, for ifølge Klimarådet er energirenovering en meget billig metode til at opnå CO2-reduktioner. Dertil kommer den bonus, at investeringer i energieffektivisering, og ikke mindst mere intelligent styring af bygningers el- og varmesystemer, bidrager til at gøre den grønne omstilling billigere.
Klimarådet henviser til en rapport fra EA Energianalyse, som konkluderer, at omkostningerne ved at nå 70 procents-målet vil stige med 14 milliarder kroner frem mod 2030, hvis ikke der gennemføres energieffektiviseringer.
Et problem er imidlertid, at energieffektiviseringer ikke kommer af sig selv. Der skal virkemidler til, og Klimarådet anbefaler blandt andet, at der indføres krav til energieffektiviseringer i statslige, regionale og kommunale bygninger. At kommunerne får dispensation for det anlægsloft, der i dag blokerer for mange klimainvesteringer. At der gives støtte til optimering og smart styring af bygningers tekniske installationer. At mulighederne for finansiering gennem ESCO-modeller bliver bedre, og at kontrollen med, om energikravene i bygningsreglementet bliver overholdt, skærpes.
Klimapartnerskaberne fremlægger inden længe en lang række konkrete forslag og løsninger, som konkret understøtter Klimarådets anbefalinger.