Energihåndværkere tjener mest

Uddannede energihåndværkere tjener mest og vækster hurtigere, viser undersøgelse fra CLEAN Grøn Erhvervsvækst.
Ny undersøgelse viser, at energihåndværkere vækster hurtigere og tjener mere. Pressefoto.
Ny undersøgelse viser, at energihåndværkere vækster hurtigere og tjener mere. Pressefoto.

Med indførelse af certificeret byggeri bliver bæredygtighedskravene systematiserede og målbare. Det stiller helt nye krav om viden, produkter og færdigheder i alle byggeriets led, men de nye krav er ifølge Byggecentrum ikke en begrænsning for virksomhederne – tværtimod. Erfaringer og undersøgelser viser, at bæredygtigt og energirigtigt byggeri er en vej til helt nye vækstmarkeder og en løftestang for øget innovation, produktivitetsfremgang og ressourceudnyttelse – både i den enkelte virksomhed og i byggebranchen som helhed. Det skriver Byggecentrum i en pressemeddelelse.

God forretning

– Der er ingen tvivl om, at det er en god forretning at satse på bæredygtighed samt energieffektive og sunde bygninger. Bare tænk på, at vi opholder os indendørs 90 procent af tiden. Vi har specifikt undersøgt sammenhængen mellem energihåndværker-uddannelsen og bundlinjen, og vores tal viser, at de håndværksmestre, der også er uddannet som energihåndværkere hos os, har haft en 29 procent vækst fra 2011-2014 mod en 0-vækst i resten af landet. Den undersøgelse er baseret på tal fra Danmarks Statistik og er verificeret af E-statistik, så den er god nok, siger Lotte Lindgaard Andersen fra CLEAN Grøn Erhvervsvækst og fortsætter:

Vores tal viser, at de håndværksmestre, der også er uddannet som energihåndværkere hos os, har haft en 29 procent vækst fra 2011-2014 mod en 0-vækst i resten af landet.

Lotte Lindgaard Andersen CLEAN Grøn Erhvervsvækst

– Vi har også undersøgt, om de så stadig tjener flere penge end andre – og det gør de. I 2013-2014 har de selvsamme energihåndværkere haft en værditilvækst på 22 procent mod en generel værditilvækst i branchen på kun 10 procent. Så det kan godt betale sig at være med på den grønne bølge, siger Lotte Lindgaard Andersen.

Stigende efterspørgsel

Birgitte Junge er forretningsudvikler i MiljøForum Fyn Byggeri, og her oplever man en klart stigende efterspørgsel efter bæredygtige løsninger.

– Både offentlige og private bygherrer kan se, at bæredygtigt byggeri ikke bare er en god løsning for miljøet, men også hænger sammen økonomisk. DGNB-certificeringssystemet, som giver byggeriet en bæredygtigheds-score, har været med til at synliggøre den konkrete værdi ved at bygge bæredygtigt over for bygherren. Og det har virkelig skubbet på efterspørgslen. Derfor er det også meget vigtigt, at erhvervet er klar til at imødekomme denne efterspørgsel og har de kompetencer og værktøjer, der skal til. Dette gælder både for rådgivere, entreprenører og håndværkere, siger Birgitte Junge, der også er oplægsholder om emnet hos Byggecentrum.

Udviklet seminarer

Byggecentrum har i samarbejde med Erhvervsakademi Lillebælt og CLEAN Grøn Erhvervsvækst udviklet en række fyraftens-seminarer om, hvad den enkelte virksomhed kan gøre for at udnytte forretningspotentialet, men også om de konkrete udfordringer og løsninger, man møder, når man skal bygge bæredygtigt.

Der afvikles fem seminarer henover foråret og sommeren 2016. Seminarerne er målrettet entreprenørvirksomheder, producenter, leverandører og andre, der arbejder i eller samarbejder med den udførende del af byggebranchen, og som ser bæredygtigt og energieffektivt byggeri som et fremtidigt marked og forretningsmæssigt udviklingsområde.

Grønne kompetencer

– Det første seminar her i begyndelsen af april sætter særligt fokus på grønne kompetencer som vækstmotor for håndværksvirksomheder. Vi udfolder blandt andet en meget spændende, aktuel case fra det virkelige liv, nemlig Det Biologiske Hus, som netop er en kombination af et bæredygtigt byggesystem og en solid forretningsmodel, siger Bo Riisbjerg Thomsen, udviklingskonsulent i Byggecentrum.

På seminarerne deltager bl.a. oplægsholdere fra Dansk Byggeri, MT Højgaard, NCC, Troldtekt, Enemærke & Petersen, EENTILEEN, Green Building Council Denmark og LOGIK & CO.

Relateret indhold