En boligaftale med både roser og torne

Erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri, Torben Liborius. Foto: Ricky John Molloy.
Erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri, Torben Liborius. Foto: Ricky John Molloy.

Hvis man skal benytte paragraffen og have mulighed for at sætte lejen op efter en gennemgribende renovering, er det med den nye aftale et krav, at ejendommen kommer op på energimærke C eller hæves to energiklasser.

Det er et godt initiativ. Energirenovering af de ældre boliger er afgørende for at nå klimalovens mål om at bringe CO2-udledningen ned med 70 procent i 2030.

Vanskeligt at få dispensation

Dansk Byggeri mener, at en karensperiode på fem år er langt mere realistisk end de ti år, som først var i spil.

Hvis ejeren energirenoverer for mere end 3.000 kroner pr. kvadratmeter, eller hvis renoveringen betyder, at energimærket hæves tre niveauer, falder kravet om de fem år væk. Men det kan vise sig at blive uhyre vanskeligt at få dispensation.

Ejendomme er meget forskellige, og det kan betyde, at den mulighed ikke bliver brugt i virkeligheden.

Det er vigtigt, at der fortsat sker renoveringer af boligerne, ellers løser boligreguleringsloven ikke sin grundlæggende opgave. At holde huslejerne i ro er ikke lovens vigtigste opgave, for så stivner boligmarkedet.

Jeg glæder mig over, at de nye regler skal vurderes allerede i 2022. Blandt andet er det vigtigt for andelsboligforeningrne at få en hurtig evaluering af, at de ikke bliver ramt negativt af indgrebet.

Alt for få små lejligheder i København

Det grundlæggende problem med stigende huslejer i de store byer skyldes, at der er bygget for få og navnlig for få små lejligheder, snarere end det skyldes, at renoveringer har presset huslejerne op.

En ny analyse fra Dansk Byggeri viser, at der er kommet alt for få små lejligheder til i København de seneste år. Siden 2010 er antallet af boliger i Københavns Kommune steget med cirka 24.000. Men kun syv procent af de nye boliger er mindre lejligheder på under 75 kvadratmeter.

Der er en grundlæggende ubalance mellem udbud og efterspørgsel af boliger, som denne aftale ikke ændrer på.

Relateret indhold