Fra næste år skal Egedal Kommune deltage i det EU-finansierede program ‘Lighting Metropolis’, der ønsker at sætte fokus på lysets kvalitet og intelligente løsninger til for eksempel gadebelysning.
Et af projekterne i kommunen skal udstyre stien langs S-banen mellem Stenløse og Veksø med ny, smart belysning, der i højere grad skal inddrage borgerne, når de færdes på stien.
– Teknologien kan eksempelvis registrere, hvor mange der bruger stien, skrue op for lyset, når der er trafik – eller vise børnene, hvor stærkt de cykler, fortæller centerchef for Teknik og Miljø Ingela Karlsson til Egedal Kommune.
Informativ belysning
Udover den interaktive gadebelysning har kommunen også planer om at opsætte smart belysning på pladsen mellem Rådhusstræde og Egedal Rådhus.
Derudover er kommunen også interesseret i en ny type solcelleskærm ved Egedal Station, der udover at skulle opsamle energi samtidig skal fungere som lyskunst og informationstavle om eksempelvis togtider og andre servicemeddelelser.
Flere kommuner deltager i projektet ‘Lighting Metropolis’ om udvikling af belysningen i landets kommuner, og en række universiteter bidrager desuden også med viden og idéer.