Sådan foregår testene
- Ved hver test opføres en ni meter høj demonstrationsvæg med komplet beklædningssystem, herunder beklædningspaneler, isolerings- og hulrumsbarrierer. Systemet udsættes derefter for en replika af en alvorlig brand i en lejlighed, som spredes ud igennem et vindue for at se, om materialet på facaden opfylder kravet om at modstå lodret brandspredning.
Efter den katastrofale brand i højhuset Grenfell Tower i London i juni, hvor 80 beboere mistede livet, har de britiske myndigheder bestilt seks test af facadematerialer for at forebygge lignende hændelser. Efter tredje test har brandtilsynet BRE så dumpet et system til murbeklædning bestående af aluminium, skumisolering og en brandhæmmende kerne af polyethylen. Det skriver Building.co.uk.
I Storbritannien skulle der være 13 bygninger med en højde på over 18 meter, som er beklædt med materialet i testen, som er en variation af det, der beklædte Grenfell Tower. De pågældende bygningers ansvarlige er blevet kontaktet af myndighederne med en anmodning om at udskifte eller reparere materialet for at sikre beboerne mod hændelser som den, der kostede menneskeliv den 14. juni i år.
– Vi kan ikke omgøre det, der allerede er sket, men regeringen arbejder hårdt for at sikre, at det aldrig sker igen, siger Storbritanniens minister for lokalsamfund, Sajid Javid.
Hospital med farlig beklædning
London-hospitalet Guy’s and St. Thomas bekræfter, at hospitalets kræftcenter, der åbnede i 2016, er blandt bygningerne med farligt materiale.
Hospitalets direktør, Amanda Pritchard, udtaler:
– Vi vil foretage afhjælpende arbejde, som indebærer fjernelse af beklædningen således, at vi overholder regeringens nye henstilling, beroliger vores patienter og offentligheden og for at sikre, at kræftcenteret fortsat er garant for allerhøjeste sikkerhedsstandarder. Vi vil agere så hurtigt som muligt med en struktureret indsats, som formentlig kan begynde i efteråret. Sikkerheden for vores patienter, besøgende og ansatte er fortsat vores højeste prioritet.