Dødt gigantprojekt får måske nyt liv

Flere og flere investorer viser interesse for at opføre 142 meter høj bygning i Aarhus, selv om projektet ellers blev droppet for et år siden.
Aarhus Kommune mærker nu fornyet interesse fra investorer, der gerne vil opføre Lighthouse-tårnet. Visualisering: Czoo.
Aarhus Kommune mærker nu fornyet interesse fra investorer, der gerne vil opføre Lighthouse-tårnet. Visualisering: Czoo.

Planerne blev egentlig droppet for et år siden, men nu rører flere investorer igen på sig i forbindelse med opførelsen af en 142 meter høj bygning på Aarhus Ø. Det skriver Jyllands-Posten.

– Jeg får et stigende antal henvendelser fra investorer, der viser interesse for at opføre det, siger arealudviklingschef i Aarhus Kommune, Bente Lykke Sørensen.

Jeg får et stigende antal henvendelser fra investorer, der viser interesse for at opføre det.

Bente Lykke Sørensen Arealudviklingschef, Aarhus Kommune

Byggeriet, der gik under navnet Lighthouse-tårnet, forliste i december 2013, da firmaet bag, Havneinvest A/S, meddelte, at man ikke ville gøre brug af købs- og byggeoptionen på grunden. Fire års undersøgelser havde vist, at projektet ville blive for dyrt, hvilket især kunne tilskrives plastisk ler i undergrunden. Men nu undersøger blandt andet folkene bag Lighthouse-konsortiet igen mulighederne for at realisere projektet.

– Vores ambition er at gøre Lighthouse færdig, og for mig giver det god mening, at det er os, der skal stå for byggeriet. Vi har allerede brugt en del omkostninger og tid på at arbejde på sagen på det seneste, men det er jo ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, siger Rune Kilden, der er en af hovedkræfterne i projektet.

Aarhus Kommune er nu i gang med at foretage yderligere undersøgelser af jordbunden på grunden, så investorerne får endnu mere viden at basere en beslutning på.

– Hvis Moder Jord har bestemt, at huset kan blive 100 meter højt, så må det være sådan, siger Rune Kilden.

Relateret indhold