DM i Skills kommer som kaldet i jagten på faglærte

Med et akut behov for flere dygtige faglærte glæder Tekniq Arbejdsgiverne sig over, at de velbesøgte Danmarksmesterskaber igen kan gennemføres - så deltagerne kan komme frem og trække flere unge til fagene.
Fra DM i Skills 2020. Foto: Per Daugaard.
Fra DM i Skills 2020. Foto: Per Daugaard.

Efter en corona-pause i 2021, skal DM i Skills igen gennemføres. Og det glæder Tekniq Arbejdsgiverne i en tid med et akut behov for flere dygtige faglærte – et behov, der kun bliver større de kommende år:

– Det er vigtigt at få dygtige lærlinge frem i lyset, så de kan vise deres faglighed og måske inspirere andre unge til at vælge samme vej, siger Johnny Kristensen, chefkonsulent hos Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal:

– I det hele taget har vi brug for rollemodeller, hvis vi skal bryde den gymnasiale vanetænkning, når de unge står foran at skulle vælge uddannelsesvej efter folkeskolen. Som faglært får du et utal af job- og karrieremuligheder og kan med en af de tekniske uddannelser samtidig få en vigtig rolle i den grønne omstillings frontlinje, tilføjer han.

Valgte faget forfejlede skoleforløb

Omkring 300 unge kæmper om DM-titlerne indenfor deres respektive fag, og hos VVS-energispecialisterne er de fire lærlinge, der skal kæmpe mod hinanden, netop fundet. Én af dem er Frederik Oudal Helmnæs fra Lyngby (Læreplads: Engelgaar Teknik i Rødovre / Skole: Unord) fortæller, at han valgte faget efter flere forfejlede skoleforløb:

– En ven anbefalede vvs-energispecialist-uddannelsen, og det klikkede bare, så jeg fortryder i hvert fald ikke mit valg. Jeg går meget op i detaljerne, når jeg arbejder, hvilket nok også er en af årsagerne til, at jeg er kommet hertil, og det bliver spændende at se, hvor langt det rækker til i finalen.

To af finalisterne ved DM i Skills for VVS-energispecialist-lærlinge, Frederik Oudal Helmnæs og Lennarth T. Rokkjær.
To af finalisterne ved DM i Skills for VVS-energispecialist-lærlinge, Frederik Oudal Helmnæs og Lennarth T. Rokkjær.

Har altid nærmest været forudbestemt

For en anden af finalisterne, Lennarth T. Rokkjær fra Lomborg (Læreplads: Vestjysk Smede – VVS – Blik i Bøvlingebjerg / Skole: Herningsholm), kom valget af uddannelse helt naturligt.

– Min bedstefar har selv været vvs’er, og jeg gik ofte i værkstedet med ham, da jeg var yngre. Så det har altid nærmest været forudbestemt, at jeg også selv skulle gå den vej, fortæller han og uddyber:

– Egentlig synes jeg, det er mærkeligt, at nogen synes, jeg er så god, og at jeg kunne kvalificere mig til finalen. Normalt har jeg det bedst med at arbejde bag kulisserne, men nu må jeg jo så træde frem på scenen, og det går også nok.

De to andre deltagere ved DM er Lasse Green Laumann fra Valby (Læreplads: Bravida Danmark i Brøndby / Skole: RTS), og Mikkel Larsen fra Sommersted (Læreplads: CVE Teknik / Skole: Hansenberg).

DM i Skills, der er blevet afholdt siden 2011, afholdes fra d. 28.-30. april 2022 i Høng ved Kalundborg.

Relateret indhold