DLG fremviser landets største kornterminal

Projektet, som har kostet 300 millioner kroner, er klar til at blive taget i brug lørdag.
DLG's nye lageranlæg på Masnedø nær Sydsjælland. Foto: DLG.
DLG's nye lageranlæg på Masnedø nær Sydsjælland. Foto: DLG.

Man skal lede længe på et danmarkskort, hvis man vil finde Masnedø.

Den lille ø syd for Vordingborg lægger imidlertid plads til et byggeri, der er alt andet end undseeligt. Nemlig landets største kornterminal, som lørdag er klar til at blive taget i brug. Bag byggeriet står grovvareselskabet DLG og koncernchef Kristian Hundebøll siger om konstruktionen.

– Vi glæder os rigtig meget til at tage anlægget på Masnedø i brug. Byggeriet er kørt helt efter planen og er endda blevet billigere end beregnet. Som planlagt er vi således klar til at bruge den store kornterminal i denne høst.

Prisen for hele herligheden er 300 millioner kroner. De er kommet til veje i et samarbejde mellem Vordingborg Kommune, DLG og handelsselskabet Copenhagen Merchants og til den pris, har man også fået nye havnefaciliteter med i købet, som kan håndtere nye og større skibe.

Et sandkorns pris

På byggeriet har Buttimer Engineering ordnet alt stålarbejdet, betonen står Give Elementer for, mens tømrerentreprisen gik til Freiga og elarbejdet til Ariteh. Det er Læssøe-Simonsen, der er bygherrerådgiver på projektet – selskabets største til dato, og særligt et element i opførelsen har udfordret ingeniørerne.

– Halvdelen af anlægget er bygget på det tidligere havnebassin, som bestod af flere forskellige typer opfyld. Vi har været ekstra opmærksomme på at få udført dybdekomprimering. Her planter man et apperat, der ligner et lille juletræ i sandbunden, som så ryster sandkornene tættere sammen. Det giver en større bæreevne, og det er nødvendigt, når der hver time kører mange tungtlastede lastbiler til og fra området, forklarer Anne Læssøe, ingeniør og medejer af Læssøe-Simonsen.

Selve siloerne og pakhusene er bygget på pæle, så her er man nogenlunde sikker på, at det skulle stå for eftertiden.

Vi har været ekstra opmærksomme på at få udført dybdekomprimering.

Det er et større byggeri, som DLG snart er klar til at indvie i Vordingborg.

Relateret indhold