Det bliver den 48-årige Michael Reventlow-Mourier, der får ansvaret for at lede og udvikle Rambølls nye division for Arkitektur og eksisterende byggeri. Det oplyser Rambøll i en pressemeddelelse.
– Der er tale om en ny division, som vi har oprettet, fordi vi ønsker at styrke vores position inden for arkitektur og integreret design, hvor arkitekter og ingeniører i tæt samarbejde leverer en samlet ydelse, der favner både de arkitektfaglige og ingeniørmæssige discipliner. Det er et strategisk indsatsområde for os, som i høj grad er drevet af den stigende efterspørgsel, vi oplever fra vores kunder. Med Michaels erfaring med ledelse og forretningsudvikling på tværs af fagligheder i arkitektbranchen, er han den helt rette til at udvikle forretningsområdet, siger Ib Enevoldsen, administrerende direktør for Rambøll Danmark.
Brancheintegrationen
Michael Reventlow-Mourier ser naturligvis frem til udfordringen.
– Forretningsmæssigt tænder brancheintegrationen mellem arkitekter og ingeniører mig. Krydsfeltet mellem integration af ydelser, geografi og markeder. Jeg ser det som min fornemmeste opgave at få specialerne til at spille sammen og byde ind med kreativitet i forretningsudviklingen, så integration af ydelser bredes videst muligt ud. Det handler ikke alene om samspillet mellem arkitekter og ingeniører. Rambøll tilbyder mange forskellige ydelser og har dermed ganske særlige forudsætninger for at skræddersy en unik model til kunderne med Rambøll som samarbejdspartner på tværs af discipliner, siger Michael Reventlow-Mourier.
De seneste 10 år har han været administrerende direktør og partner hos KPF Arkitekter A/S, som i samme periode har gennemgået er vokset fra 25 til 125 medarbejdere.