Hos Per Aarsleff A/S har de fokus på byggeoptimering, når de går i gang med et større projekt i Kastrup. Man anvender derfor det digitale QR-værktøj fra Celsa Steel Service til bestilling af armeringsstålet. Det letter processen betydeligt både ved ordreafgivelse og i byggeprocessen, oplyser Celsa Steel Service i en pressemeddelelse.
– Med Celsas QR-værktøj er vi 100 procent sikre på, at vi får leveret præcis det, vi har bestilt, siger Kristian Skadhede, der er VDC-koordinator hos Aarsleff. Han fortsætter:
– QR minimerer fejl i ordreafgivelsen, fordi vi selv bestiller direkte i QR og dermed springer et led over i processen. Systemet læser for eksempel direkte fra vores 3D-model og holder nøjagtigt styr på mængderne – og dermed på vores ordre. Det giver tryghed for os som entreprenører, at vi har styringen, når vi afgiver ordrer i QR.
Celsa Steel Service fortæller, at udover muligheden for selv at bestille armeringsstålet giver QR også entreprenøren overblik over ordrehistorikken. Det minimerer menneskelige fejl, idet systemet f or eksempel helt automatisk kommer op med en advarsel, hvis nøjagtig samme bestilling lægges ind to gange. Men den primære optimering ligger i, at 3D-modellen kan gøre arbejdet, når QR modtager data direkte fra for eksempel 3D-modeller lavet i BIM-programmet Tekla.
Sparer tid og penge
Hos Celsa Steel Service oplever man generelt stor interesse for det nye digitale værktøj.
– Vi vil med værktøjet sikre den bedste platform for vores kunder, når de skal bestille armeringsstål. Med QR får de nemlig fuld egenkontrol, et godt overblik, og så undgår vi kommunikationsfejl vedrørende leverancen. Det sparer entreprenøren for både tid og penge, lyder det fra Søren Kilmose, direktør i Celsa Steel Service.
Celsa Steel Service har i samarbejde med moderselskabet i Spanien selv udviklet det digitale værktøj QR, og det er allerede i brug på flere byggesager. Aarsleff begynder i disse uger på arbejdet i Kastrup, så produktionen af armeringsstål hos Celsa er allerede i fuld gang.