Dansk Folkeparti har med støtte fra Enhedslisten stillet tre ændringsforslag til regeringens forslag til ændring af RUT-lovgivningen.
Partiets arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted mener blandt andet, at en bøde på 20.000 kroner for at overtræde reglerne i RUT-registret er for lav. Bent Bøgsted peger på, at konsekvenserne er social dumping og arbejde under ukontrollerede forhold med tilsidesættelse af sikkerheden og arbejdsmiljøreglerne, og at der ofte er tale om, at de udenlandske virksomheder bevidst omgår reglerne.
Dansk Folkepartis ændringsforslag betyder, at udenlandske tjenesteudbydere skal anmelde det til RUT-registret én uge før, de påbegynder arbejdet i Danmark.
Gebyr og depositum
– Det vil betyde, at myndighederne har tid til at kontrollere, om der er tale om reelle firmaer med orden i sagerne, eller der er tale om fiktive firmaer, siger Bent Bøgsted.
Desuden har Dansk Folkeparti stillet ændringsforslag om et gebyr på 2.500 kroner til dækning af omkostningerne ved den administration, der følger med RUT-registret.
Dansk Folkeparti har også et ændringsforslag, der indebærer, at eksempelvis udenlandske byggefirmaer skal indbetale et depositum på 20.000 kroner ved tilmelding til RUT-registret.
– Det depositum vil blive tilbagebetalt, hvis tjenesteudbyderen følger reglerne og dansk lovgivning. Sker det ikke, er depositummet tabt, og derudover får tjenesteudbyderen en bøde, siger Bent Bøgsted.
Et beskedent skridt
Enhedslisten støtter lovforslaget som helhed og peger på, at “det er endnu et skridt i kampen mod social dumping”:
– Omend et meget forsigtigt og beskedent skridt. Der skal tages langt mere effektive midler i brug, hvis vi for alvor skal begrænse social dumping, heriblandt ikke mindst lovgivning om arbejdsklausuler i alle offentlige kontrakter, lovgivning om kædeansvar for alle hovedentreprenører og -leverandører af tjenesteydelser og forbedring af lov om virksomhedsoverdragelse, mener Enhedslisten.