Der skal skabes sikkerhed om erhvervsuddannelsernes økonomi

Administrerende direktør Niels Jørgen Hansen, Tekniq. Pressefoto.
Administrerende direktør Niels Jørgen Hansen, Tekniq. Pressefoto.

Med finanslovforslaget, som regeringen netop har præsenteret, fastholdes omprioriteringsbidraget de næste tre år, men samtidig afsættes der 600 millioner kroner årligt til blandt andet at styrke erhvervsuddannelsesområdet.

Regeringens finanslovforslag byder både på gaver og besparelser for erhvervsuddannelserne. Det kan skabe usikkerhed om erhvervsuddannelsernes økonomiske virkelighed de kommende år.

Derfor håber vi, der hurtigst muligt, og seneste med regeringens erhvervsuddannelsesudspil medio september, bliver skabt klarhed om erhvervsuddannelsernes økonomi.

To procents årlig besparelse

Finanslovforslaget for 2019 fastholder det såkaldte omprioriteringsbidrag, som koster skolerne en årlig besparelse på to procent. Fra 2022 er det dog meningen, at de årlige besparelser vil blive ført tilbage til de dele af uddannelsesområdet, hvor regeringen vurderer, behovet er størst.

Derudover er der reserveret 600 millioner kroner årligt til bedre uddannelser og et robust arbejdsmarked. Pengene skal blandt andet bruges til at finansiere et kommende erhvervsuddannelsesudspil.

Det er bestemt positivt, at man på den måde fra regeringens side viser villighed til at tilføre midler til uddannelsesområdet. Men det er uklart, hvordan pengene bliver fordelt. Vi håber, at man fra politisk hold vil have særligt fokus på ønsket fra dansk erhvervsliv om at styrke erhvervsuddannelserne og dermed sikre strømmen af højt kvalificerede faglærte de kommende år.

Behov her og nu

Det kan dog stadig undre en smule, at man vælger at tage fra uddannelserne med den ene hånd og give med den anden. I stedet bør man indse, at vi har et behov her og nu for at tiltrække flere unge til især erhvervsuddannelserne. Derfor er der brug for at tilføre flere midler, som kan bruges på både det nyeste udstyr og en styrkelse af undervisernes tekniske kompetencer, og det er ikke gratis.

Virksomhederne i eksempelvis installationsbranchen gør en enorm indsats for at uddanne dygtige lærlinge. Men der er brug for endnu større politisk villighed til at investere i uddannelserne, hvis ikke vi skal risikere, at dansk erhvervsliv bliver kørt agterud.

Relateret indhold