Den nye K.B. Hal modtager bygningspræmiering

Den genopbyggede K.B. Hal har, som én af tre byggerier, modtaget hæder fra Frederiksberg Kommune.
Genopførelsen af K.B. Hallen høster hæder hos Frederiksberg Kommune. Foto: Adam Mørk.
Genopførelsen af K.B. Hallen høster hæder hos Frederiksberg Kommune. Foto: Adam Mørk.

Fakta

  • Bygherre på KB Hallen er Kjøbenhavns Boldklub.
  • Christensen & Co. har været arkitekter på projektet, hvor Rambøll har været ingeniører, mens Marianne Levinsen Landskab står bag forpladsen.
  • Lyskunstværket i KB hallens bue er skabt af Viera Collaro, mens belysningen i hallen er designet af scenelyskunstner, Jesper Kongshaug.

Arkitektonisk DNA vækker genklang

Set fra Peter Bangs Vej står hallen stadig med sin karakteristiske form og sit enkle logo. Hvor buen før dominerede hele gavlen, skæres den nu over af et tværgående volumen, der består af et finmasket net af hvide fliser med skæve former, der reflekterer himmellyset og står i kontrast til den store buede glasgavl. Ankomst og loungeområder fremstår i et enkelt formsprog, der med de neutrale men stoflige flader og iscenesatte belysning giver en intim loungestemning. De ydre flisers form gentages indvendigt i en bambus beklædning, der giver loungeområdet en intim stemning. Selve hallen udmærker sig i sit karakteristiske snit, der understreges af de sortmalede ståldragere og det plisserede loft. Hallen opleves stor og intim på en gang. Loftets udtryk er i familie med den finmaskede ydre facade – begge omslutter men tillader kig til det inde bag.

Fremtidens eventhal med fortidens vingesus

– Den gamle hal havde en særlig stoflighed, som blev forstærket af et væld af datidens farver, i stedet for at forsøge at genskabe denne stoflighed med moderne maling har vi valgt at fortolke den med naturlige materialer, der giver hallen tekstur, både inde og ude, siger Michael Christensen, grundlæggende partner og kreativ direktør hos Christensen & Co.

Fra at være et byggeri, hvor modernismens spraglede farver dominerede både ude og inde, har man i dag valgt at arbejde med en anderledes enkel og dæmpet palette i overflader, materialer og farvevalg; rå beton, sortmalet stål og bambus. Materialerne er enkle og nærmest neutrale. Det er publikum og hallens events, der er det farverige. Som en særlig hyldest til fortidens farver pryder kunstneren Viera Collaros lysværk den store bue i det indre. Om aftenen står buen og vibrerer i alverdens farver, der afslører husets indre funktion på smukkeste vis. Den nye K.B. Hal giver med lysværket og sin gennemførte arkitektur noget fra sig, der når længere ud end til sine gæster.

Relateret indhold