Den mest erhvervsvenlige kommune ligger i Jylland

Vejen Kommune topper Dansk Byggeris liste over erhvervsvenlighed, mens Albertslund er det mindst erhvervsvenlige sted i Danmark - og i det hele taget ligger flest jyske kommuner i top.
Det er blandt andet faktorer, som hvorvidt genbrugspladsen holder åbent, så det passer ind i virksomhedernes arbejdsrytme, der vurderes efter. Foto: Colourbox.
Det er blandt andet faktorer, som hvorvidt genbrugspladsen holder åbent, så det passer ind i virksomhedernes arbejdsrytme, der vurderes efter. Foto: Colourbox.

Det er igen i Jylland, at årets mest erhvervsvenlige kommune skal findes. Denne gang er det Vejen Kommune, der løber med titlen. Det skyldes blandt andet, at virksomheder ikke betaler dækningsafgift, kommunen holder årlige dialogmøder med de lokale virksomheder, og genbrugspladsen holder åbent, så det passer ind i virksomhedernes arbejdsrytme.

Det viser Dansk Byggeris årlige analyse af erhvervsvenligheden i landets 98 kommuner, som er baseret på 28 forskellige nøgletal og parametre, der handler om alt fra ventetiden på en byggetilladelse til størrelsen på de gebyrer, som kommunerne opkræver og deres brug af arbejdsgarantier.

– Vejen og til dels også Billund på andenpladsen udmærker sig i høj grad ved at være markant foran de andre kommuner og ved, at de konsekvent har ligget i toppen i de fem år, Dansk Byggeri har målt erhvervsvenligheden, siger administrerende direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

Plads til forbedringer

Og mens Vejen ligger helt i top, ligger Albertslund i den anden ende af ranglisten som Danmarks mindst erhvervsvenlige kommune.

– Kort sagt, så har Vejen alt det, som Albertslund mangler. Albertslund opkræver dækningsafgift, kommunen har et af landets højeste administrationsgebyrer, og der er langt mellem dialogmøderne med de lokale virksomheder. Her er plads til forbedringer, siger Lars Storr-Hansen, og uddyber:

– Analysen bekræfter billedet af, at kommunerne i hovedstadsområdet lukrerer på deres beliggenhed og tager for givet, at virksomhederne bosætter sig hos dem, uanset hvilke forhold de tilbyder, mens kommunerne i Jylland skal kæmpe lidt mere for at holde fast i virksomhederne og lokke flere til.

Relateret indhold