2019 er ifølge The Council on Tall Buildings and Urban Habitat (CTBUH) rekordår for antallet af superhøje bygninger, hvor grænsen går ved 300 meter. Dermed er det andet år i træk, at rekorden bliver slået.
I 2018 blev 18 bygninger færdiggjort, men 2019 brager til himmels med hele 26 nye superhøje skyskrabere på over 300 meter i højden.
Opgørelsen er lavet af CTBUH. Når man kigger på deres oversigt over, hvor mange bygninger på mindst 300 meter i højden, som blev færdiggjort i 2019, er der en sjov lille detalje. Man kan nemlig ekskludere Kina fra listen.
Det handler ikke om, at CTBUH har noget imod verdens mest folkerige land. Kina dominerer bare listen i en sådan grad, at det kan være svært at sammenligne tallene på tværs af årene, som går tilbage til 1979, fordi kineserne de senere år er blevet svært glade for det med at bygge virkelig høje bygninger.
Kina bygger over halvdelen
Ud af de 26 superhøje skyskrabere i hele verden er 14 af dem opført i Kina. Det er rundt regnet 54 procent. Det er en tendens, som har været udpræget gennem hele årtiet, som snart er forbi.
Det er også i Kina, vi finder den højeste færdiggjorte bygning fra 2019.
Tianjin CTF Finance Centre sydøst for Beijing er med 530 meter verdens ottende højeste bygning. Opførelsen af skyskraberen med 97 etager over jorden og fire under begyndte i 2013. Bygningen indeholder hotel, lejligheder og kontorer.
Europa halter efter
På andenpladsen barberer vi 10 etager af. Kontorbygning Lakhta Center i Sankt Petersborg er 462 meter højt fordelt på 87 etager. Lakhta Center er den eneste bygning over 300 meter, som er færdiggjort i 2019 i Europa.
Man har ikke den store tradition for den slags byggerier på vores breddegrader. Kun ni bygninger på kontinentet kan gå ind under betegnelsen superhøje skyskrabere. The Shard i London på 309,74 meter er den sjettehøjeste i Europa og den eneste på listen, som ikke ligger i Rusland.
Tredjepladsen kræver igen en tur til Kina. Suzhou IFS er 450 meter, men den er ikke så højloftet som de to højeste bygninger fra i år. Man har nemlig fået klemt 95 etager ind i bygning. Det er kun to færre end årets højeste skyskraber, som altså har 80 meter mere i højden at fordele etagerne på.
Færre bygninger over 200 meter
126 bygninger på mindst 200 meter er i år blev bygget færdige. Det er 20 bygninger færre end 2018, som med 146 har rekorden.
Ifølge CTBUH, vil der i 2020 står mellem 115 og 145 nye bygninger på over 200 meter klar. Antallet af de superhøje skyskrabere forventes at ligge mellem 17 og 30 bygninger.