Danskerne er klar til at investere i ny hulmursisolering, nyt køkken eller nye vinduer, hvis håndværkerfradraget blev gjort mere attraktivt. Det beretter Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
I en spørgeundersøgelse, som analysebureauet Opeepl Denmark har foretaget for Dansk Byggeri, svarer en tredjedel af danskerne, at de vil sætte gang i et byggeprojekt, hvis netop håndværkerfradraget blev gjort mere attraktivt.
– Håndværkerfradraget har mange fordele. Det gør sort arbejde hvidt og fremmer den grønne omstilling. Men samtidig er det et nyttigt redskab til at skrue op og ned for aktiviteten i samfundet, og det vil derfor være oplagt for politikerne at bruge netop håndværkerfradraget til at få gang i hjulene oven på coronakrisen, som tilfældet også var i årene efter finanskrisen, siger cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg.
Bør omfatter flere forbedringer
En model for en mere attraktiv ordning kunne ifølge Dansk Byggeri være at fordoble fradraget til 25.000 kroner pr. person og gøre det muligt at bruge tre års fradrag på én gang, så det også bliver mere attraktivt at sætte eksempelvis store energirenoveringsprojekter i gang.
– I dag er det kun grønne projekter, der er omfattet af håndværkerfradraget, men i øjeblikket hvor økonomien er gået i stå, er det oplagt som et ekstraordinært 2020-tiltag at åbne for at lade fradraget gælde for alle typer af håndværksopgaver. Det vil sige også indvendig maling samt køkken- og badeværelsesrenovering. Det vil være en god kickstart, siger cheføkonomen.
Fradraget er populært i hele landet
Hele 43 procent af de danskere, som bor i parcel- eller rækkehus har byggeprojekter klar, mens det gælder for 21 procent i etagebolig og 31 procent i andre boligtyper som for eksempel sommerhus.
– Vi ved erfaringsmæssigt, at håndværkerfradraget er bredt forankret i hele landet, og allermest populært vest for Storebælt, og at det er alle indkomstgrupper, der benytter fradraget, siger Bo Sandberg.
Et konservativt skøn over beskæftigelseseffekten af at gøre håndværkerfradraget mere attraktivt, vil ifølge Dansk Byggeri være 2100 arbejdspladser i byggeriet og 1300 i andre brancher.