Danske virksomheder sikrer løft af FN’s bæredygtighedsmål

Adm. direktør Henrik Garver, FRI. Pressefoto.
Adm. direktør Henrik Garver, FRI. Pressefoto.

Ny FRI rapport om Danske rådgivende ingeniørvirksomheders bidrag til udviklingsprojekter i Afrika og Asien viser, at virksomhedernes involvering både løser kritiske problemer i udviklingslandene, og at de er skaber udvikling gennem kompetenceopbygning og uddannelse af de menneskelige ressourcer. Det medfører nye private jobs, det fremmer lokalt iværksætteri og det skaber nye virksomheder.

De danske rådgivervirksomheder har ikke kun leveret intelligente tekniske løsninger inden for vand og spildevand, energi, veje, havne eller jernbaner. De har også bidrage med løsninger der er tilpasset den lokale geografi og befolkning. De har trukket på lokale ansatte, og de har skabt grundlag for en dialog med lokale myndigheder og erhvervsdrivende om hvordan en konkret løsning skaber mest værdi i en specifik kontekst.

Denne evne til at kombinere en dybdegående forståelse af bæredygtig udvikling, med de nyeste teknologier og evnen til at sætte lokalbefolkningen i centrum gør danske rådgivende ingeniørvirksomheder som efterspurgte leverandører til udviklingsprojekter.

Skaber jobs

FRI-rapporten viser, at kapacitetsopbygning er en gennemgående del i hvert andet projekt, som rådgivende ingeniører er med i. Dermed har de en stor indflydelse på oprettelsen af nye arbejdspladser i landene. Og nok så væsentligt, så skaber de private danske virksomheder grundlag for private jobs i sektorer der ikke er direkte afhængige af staten.

En af styrkerne ved de danske rådgivervirksomheder er, at man er meget opmærksom på, at teknisk bistand og uddannelse går hånd i hånd, med tanken om den vigtige formelle uddannelse blandt de lokalansatte – her bliver vigtig faglig viden overført. Men der er også stort fokus på uformel, on-the-job træning, der anerkendes i stigende grad som nøglen til at opnå positive resultater i bistandsprojekter. Mere end to tredjedele af de adspurgte virksomheder fastslår, at de ofte eller altid står for uformel uddannelse af lokale medarbejdere og underleverandører, som en del af deres bistandsaktivitet.

Rapporten viser, at den måde som danske rådgivende ingeniørvirksomheder arbejder på, når de implementerer danske eller internationale udviklingsprojekter, i høj grad er med til at skabe grundlag for en bæredygtig udvikling både i økonomisk, politisk og miljømæssig forstand. Dermed er danske rådgivende ingeniørvirksomheder en stærk aktør, når FN’s nye bæredygtighedsmål skal opfyldes.

Høj vækst i Afrika

Elleve danske rådgivende ingeniørvirksomheder, der tilsammen udgør mere end 80 procent af den samlede omsætning fra danske rådgivende ingeniører i udviklingslande, har bidraget med tal til rapporten. Alle elleve virksomheder oplever en stigning i efterspørgslen på deres ydelser i udviklingslandene.

I løbet af det sidste årti er udviklingen af opgaver i både Asien og Afrika intensiveret. 28 procent af de danske ingeniørvirksomheder rapporterer om en høj til meget høj vækst i deres afrikanske projektportefølje bare de sidste fem år. Denne stigning i opgaver forventes at fortsætte både i år og næste år i Afrika.

Rapporten hedder ‘World-Class Engineering and an Empowered Workforce’ og omhandler elleve danske rådgivende ingeniørvirksomheders bidrag til udviklingsprojekter i Afrika og Asien. Rapporten indeholder desuden beskrivelser af 6 udviklingsprojekter, som alle har gjort en stor forskel på lokalområdet og for lokalbefolkningen.

Se rapporten her.

Relateret indhold