Danske Anlægsentreprenører: Politikerne skal have is i maven

Branchedirektør Niels Nielsen kalder det uskønt og uværdigt at så tvivl om Femernprojektet, før der er et grundlag at tage stilling til.
Danske Anlægsentreprenørers direktør, Niels Nielsen, er godt og grundigt træt af de politiske meldinger om krise for Femernforbindelsens økonomi. Foto: Colourbox.
Danske Anlægsentreprenørers direktør, Niels Nielsen, er godt og grundigt træt af de politiske meldinger om krise for Femernforbindelsens økonomi. Foto: Colourbox.

Danske Anlægsentreprenørers direktør, Niels Nielsen, er godt og grundigt træt af de politiske meldinger om krise for Femernforbindelsens økonomi, inden den uafhængige rapport er offentliggjort.

Han kalder det uklogt, at politikerne drager konklusioner, inden redegørelsen præsenteres, fordi det kun tjener til at skabe usikkerhed.

– Redegørelsen indeholder et eksternt review af anlægsøkonomien, og det er for mig en gåde, at politikere, som, vi forventer, kan tage beslutninger med køligt overblik, kommer med udtalelser om, at projektet vakler og måske slet ikke skal gennemføres. Det er uskønt og uværdigt at så tvivl om projektet, før der er et grundlag at tage stilling til, siger Niels Nielsen.

Skal holde øje med

Han erkender, at den væsentligste usikkerhed stadig er de tyske miljøgodkendelser.

– Det er en faktor, vi skal holde øje med, men godkendelserne på den tyske side kan man håndtere i kontrakter med entreprenørkonsortierne, og det må også forventes, at den kommende redegørelse vil komme med en løsning på det punkt. Så lad os nu se lidt professionel ageren hos politikerne og deres forvaltning af Femernprojektet. Måske bliver de politiske mørkemænd slemt skuffede. Det har man lov at håbe på, fortsætter Niels Nielsen.

Han mener, at der er for meget signalforvirring fra politisk hold og understreger, at det er det hidtil bedst dokumenterede anlægsprojekt i verden.

– Der er en frist i forhold til entreprenørerne til 20. maj, men det betyder samtidig, at der ikke er plads til alle mulige gisninger om, hvad tænkelige resultatet kunne være. Man må som politiker have is i maven og vente på den grundige undersøgelse, som kan være med til at pege på, at forudsætningerne skal ændres, eller at forudsætningerne er tilstrækkelige til at gå videre med processen.

Længere vedståelse

Han mener også, at der er mulighed for at forlænge vedståelsesfristen yderligere eller udpege vinderne og indgå betingede kontrakter.

– Der er muligheder nok i virkeligheden for at komme videre trods de udfordringer, det giver, at tyskerne ikke er færdige med miljøgodkendelserne. Med hensyn til EU-tilskud til projektet er der lidt forvirring, fordi nogen hævder, at vi kun får halvdelen af det oprindelige beløb. Men EU-tilskud deles op i perioder, og det er mit indtryk, at man har fået de tilskud, men kan forvente i den indledende fase. Så må man søge på ny for de efterfølgende faser. De signaler, der kommer fra EU, er, at man på europæisk plan anser Femernforbindelsen som et meget vigtigt projekt.

Relateret indhold