Bygningsreglementet fastsætter, hvilke regler der gælder for nybyggeri, renoveringer, tilbygninger og så videre. F.eks. at der er mindstekrav til isolering, at boliger er handicapvenlige, at de er sikre ift. brand og så videre. Alle de gode ting, som vi naturligvis ønsker af godt byggeri.
Indholdet er bestemt i byggeloven, der beskriver de otte hovedpunkter, som reglementet skal dække. Men det er kun de syv af disse punkter, der er med. I byggeloven står der nemlig også, at reglementet skal fremme foranstaltninger, der kan øge byggeriets produktivitet.
Skal øge byggeriet produktivitet
Og det er langt fra resultatet, som det ser ud i dag. Derfor bør den manglende paragraf med overskriften. § 563 Foranstaltninger, der kan øge byggeriets produktivitet indføres. Og indholdet kan der ikke være tvivl om. For der er et særligt punkt, der kan forøge produktiviteten voldsomt.
Læs også: Dansk Håndværk: Tak for hjælpen til de nye klimakrav
Teksten til paragraffen bør derfor lyde: Kommunalbestyrelsen, der er bygningsmyndighed, og som træffer afgørelse efter bygningsreglementet, er forpligtiget til at sikre, at byggeansøgninger indsendt til kommunen bliver færdigbehandlet indenfor det af Kommunernes Landsforenings i 2022 fastsatte mål for maksimal behandlingstid – det vil sige 40 dag for simple konstruktioner og enfamiliehuse, 50 dage for industri og lagerbygninger, 55 dage for etagebyggeri til erhverv samt 60 dage for etagebyggeri til boligformål.
Det vil være en helt naturlig tilføjelse til bygningsreglementet, så det sikres, at byggelovens krav overholdes.
Bør udløse dagbøder
Men tilføjelsen vil kræve en enkelt ændring mere. I kapitel 36 fastsættes det nemlig, hvilken straf der gives, hvis man overtræder reglementet. Her er tale om bødestraf. Det vil være nødvendigt at specificere dette i forhold til kommunernes forpligtigelse.
Men det gøres også ganske enkelt ved at tilføje:
Sikrer kommunalbestyrelsen ikke overholdelse af § 563 og rettidig behandling af en byggeansøgning, straffes kommunen med dagbøder for hver overskredet dag, således at hvis ansøgningen ikke er færdigbehandlet senest ti dage efter den i § 563 angivne frist, straffes kommunen med en dagbøde på 10.000 kr. samt 1.000 kr. for hver efterfølgende dag behandlingstiden overskrides. Beløbet betales til ansøgeren.
Læs også: Choktal: De unge vender ryggen til erhvervsuddannelserne
At det er nødvendigt at indføre denne sanktion, er åbenlyst. Kommunerne har i årevis set stort på behandlingstiderne. Hvert år lover de bod og bedring, men i årtier er der intet sket. Og vi taler ikke om småforsinkelser, men om måneder og endda halve eller trekvarte år hos de værste syndere. En tredjedel af landet kommuner har ingen problemer – nogle klarer endda opgaven forrygende på ganske få dage. Men synderne slipper for påtale, mens byggeriets produktivitet lider.