Energispareindsatsen undermineres af solvarme og varmepumper!
Så kontant udtaler direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri sig, efter at der med PSO-aftalen er blevet politisk enighed om at imødekomme el-, naturgas- og fjernvarmebranchens forslag om, at energiselskabernes forpligtelser til energibesparelser reduceres fra 12,2 PJ årligt til cirka 10,1 PJ årlig.
Samtidig lægges der i forhandlingerne op til, at store varmepumper hos fjernvarmeværkerne også skal indregnes i energiselskabernes spareindsats, og derfor mener Dansk Byggeri, at det er uholdbart, at energiproduktionsteknologier får en mere og mere dominerende rolle i spareindsatsen.
Vagt i gevær
Michael H. Nielsen bakker op omkring bestræbelserne på at konvertere fossil energi til vedvarende energi. Men han råber vagt i gevær i forhold til, at energispareforpligtelsen, som energiselskaberne har påtaget sig, bruges til at støtte konverteringen fra fossil energi til vedvarende energi:
– Det var ikke den oprindelige målsætning med energispareordningen. Den skulle bruges til, at vi bruger mindre energi, men med den nye aftale, som tegner sig, giver den dels energiselskaberne mindre forpligtelser i forhold til, hvor meget de skal realisere i energibesparelser, og dels at mere og mere af deres konvertering til vedvarende energiproduktion godskrives som en energibesparelse. Det er ikke i orden, siger Michael H. Nielsen til Dagens Byggeri.
Dokumentation
Det er forbrugerne selv, der finansierer energispareordningen via et mindre ørebeløb pr kWh, som energiselskaberne opkræver:
– Med lidt kreativ bogføring er man ved at genindføre en PSO-ordning ad bagdøren, hvor energibesparelser konverteres til vedvarende energi. Dansk Byggeri har sammen med blandt andre Aalborg Universitet dokumenteret, at skal vi have en omkostningseffektiv omstilling til et fossilfrit samfund baseret på vedvarende energi, skal vi også bruge mindre energi. Hvis målet om 100 procent vedvarende energi i 2050 skal nås omkostningseffektivt, så bør der opnås 40 procent besparelser i varmeforbruget. Er der ingen initiativer, der understøtter anvendelse af mindre energi, når vi ikke vores målsætning, siger Michael H Nielsen.
Kræver energi
Han erkender, at vækst kræver mere energi, men det ændrer ikke på, at alle beregninger viser, at der, hvor vi kan bruge mindre energi, eksempelvis når vi energirenoverer bygninger, nedsætter vi energiforbruget mest muligt.
– Renovering skal sammentænkes med energirenovering. Energiselskabernes spareindsats bør målrettes, så den i langt højere grad er med til at realisere de potentialer, der er for energibesparelser i vores bygninger og erhverv. Især bør energibesparelserne med lang levetid have langt større betydning i energispareindsatsen, slutter Michael H. Nielsen.