Dansk Byggeri: Moderate forventninger

Byggeriets grundform er positiv og nu er manglen på kvalificeret arbejdskraft rykket op øverst på dagsordenen, men vejanlægsområdet trækker den samlede barometerstand nedad.
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Økonomi. Foto: Ricky John Molloy.
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Økonomi. Foto: Ricky John Molloy.

Danmarks Statistiks sammensatte, sæsonkorrigerede konjunkturindikator for bygge og anlæg ligger forholdsvis stabilt på -6 i oktober mod -7 i september. Det oplyser Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

– Byggeriets grundform er forholdsvis god. Men det er sjældent, at alle delbrancherne inden for bygge og anlæg bevæger sig fremad samtidig. I øjeblikket trækker især nybyggeriet af boliger i positiv retning, mens vejanlægsområdet er udfordret, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Pilen peger op

– Anlægsområdet lider under, at Femern-forbindelsen er udskudt på ubestemt tid, og at der generelt på vejområdet i øjeblikket færdiggøres flere opgaver, end der påbegyndes. Således har anlægsentreprenørernes sammensatte konjunkturindikator i snit ligget på lidet flatterende -18 de seneste fem måneder, endda i den sommerperiode, hvor der plejer være mest travlt i branchen, siger Bo Sandberg.

For bygge- og anlægsbranchen set under ét, peger pilen dog fortsat opad. Beskæftigelsesmæssigt er man med cirka 161.000 beskæftigede nu tilbage på “normalen”, og Dansk Byggeri venter yderligere fremgang til cirka 165.000 beskæftigede i 2017. Det fremgår da også af Danmarks Statistiks konjunkturbarometer, at der i oktober i snit er 5,3 måneders arbejde i ordrebøgerne, mens det tilsvarende tal fra oktober sidste år var 4,4 måneder.

Mangel på arbejdskraft

Dansk Byggeri fortæller i øvrigt, at som en uundgåelig følge af de seneste års pæne beskæftigelsesfremgang er adgangen til kvalificeret arbejdskraft rykket øverst på dagsordenen i byggeriet. I oktober er der virksomheder svarende til 23 procent af beskæftigelsen, som i Danmarks Statistiks månedlige opgørelse angiver mangel på arbejdskraft som produktionsbegrænsning.

– De seneste tre måneder har der været en overvægt af de bygge- og anlægsvirksomheder, der mangler arbejdskraft overfor de virksomheder, der mangler opgaver. Det er en tendens, som er kommet for at blive. Derfor ser vi også, at byggevirksomhederne holder på arbejdskraften selv i perioder med mindre travlhed, forklarer cheføkonomen og fortsætter:

– Men derudover skal der både uddannes flere faglærte, og der skal sættes fokus på dem med byggeuddannelse, som lige nu er i andre typer jobs. Samtidig skal der være mulighed for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, og endelig skal det politiske reformspor fastholdes.

Skrøbeligt opsving

Ser man til slut samlet på erhvervslivets konjunkturbarometre, er de bestemt ikke opløftende.

– Den mikroskopiske fremgang i bygge og anlæg kan ikke opveje de faldende fremtidsforventninger i industrien og servicesektoren. Dermed bekræftes det desværre endnu engang, at der er meget få vækstmotorer i det skrøbelige danske opsving, siger Bo Sandberg.

Relateret indhold