Industriens forventninger til fremtiden bevægede sig dybere ned kulkælderen med et nettotal på -26 i maj mod -22 i april, og servicesektoren har aldrig været så negativ, som den er nu. Derfor er det en lille trøst, at byggeriet har fået rettet forventningsskuden lidt op.
– Mens forbrugernes forventninger ramte bunden i april og så småt bevægede sig opad i maj, går det generelt den modsatte vej for erhvervslivet. I både servicesektoren og industrien sank forventningerne endnu længere ned i dybfryseren, og det er indlysende, at især eksportindustrien går en svær tid i møde med en verdensøkonomi i corona-depression, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.
26 procent mangler arbejdsopgaver
Denne måneds lille lyspunkt er, at byggeriets forventninger har rettet sig lidt op fra et nettotal på -34 i april til nu -25. Det skyldes formentlig, at der allerede er sat gang i fx renoveringer og ny asfalt på veje og cykelstier rundt omkring i kommunerne, efter at det kommunale anlægsloft er suspenderet i 2020. En tendens, som Dansk Byggeris egen medlemsundersøgelse bekræfter.
– I byggeriet er 26 procent af virksomhederne begrænset af mangel på efterspørgsel, hvilket er lidt færre end i april. Mens 11 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne mangler de rette medarbejdere. En tendens, der allerede var i fuld gang i 2019, siger cheføkonomen.