Danmarks største – 6.000 m2 lynladestation i Sønderjylland

På E45 ved Rødekro/Brunde i Aabenraa vil rejsende og sønderjyder til næste år få en lynladestation med omkring 30 lynladepunkter.
Design af lynladestationen minder om Clevers lynladestationer i både Esbjerg, Odense og Køge - omgivet af træer og planter, så den passer til lokalområdet.
Design af lynladestationen minder om Clevers lynladestationer i både Esbjerg, Odense og Køge - omgivet af træer og planter, så den passer til lokalområdet.

Det bliver nemmere og nemmere at være el-bilist i Danmark.

I foråret stod Sjællands største lynladestation klar til brug i Køge, og i løbet af det næste års tid vil ladeoperatøren Clever åbne lynladestationer i København, Thisted, Nørresundby, Maribo og Aabenraa.

Sidstnævnte bliver endda Danmarks største offentlige ladestadion på 6.000 m2 og vil kunne lade el-biler med strøm fra 0-80 % på under 30 minutter.

– Rigtig mange sønderjyder har mulighed for at få etableret ladebokse derhjemme, så de er ikke så afhængige af offentlige ladepunkter, men vi ved også, at mange i hverdagen er afhængige af lynhurtig opladning på farten, og så er der samtidig et behov hos de elbilister, der planlægger at køre sydpå. Derfor håber vi, at lokationen ved Aabenraa kan opfylde mange elbilisters behov, lyder det fra Casper Kirketerp-Møller, direktør i Clever.

Et organisk og modulært design

Sammen med arkitektvirksomheden Cobe er Clever i gang med det endelige design af lynladestationen, der bliver bygget i et organisk og modulært design, som minder om Clevers lynladestationer i både Esbjerg, Odense og Køge:

– Når vi skal designe en lynladestation, indgår der mange overvejelser om alt fra, hvordan udkørslen skal placeres i forhold til de omkringliggende veje, hvad med toiletfaciliteter, hvor skal der være plads til biler med trailer osv. Derfor kan vi heller ikke endnu sige præcis, hvor mange lynladepunkter Aabenraa lynladestation får, men vi tør godt love, at den bliver den største af sin slags i Danmark, fortæller Casper Kirketerp-Møller.

På udkig efter grunde

EDC Erhverv Poul Erik Bech hjælper Clever med at finde grunde, hvor lynladestationerne skal bygges, og for Thor Heltborg, der er direktør for koncernkunder, er aftalen et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke ladeinfrastrukturen rundt om i landet:

– Vi har aktiveret vores netværk af 19 erhvervscentre i hele landet og igangsat en større indsats for at fremsøge alle ejendomme på specifikke lokationer ud fra Clevers kriterier. På den måde udvælges de ejendomme med størst potentiale, som Clever gennemgår og beslutter, om vi skal gå videre med, siger direktøren og ser frem til at finde endnu flere egnede lokationer for operatøren.

Relateret indhold