Dagens Byggeri tager løbende et overblik over de mest spændende projekter i landets fem landsdele. Med oplysninger hentet fra Byggefaktas omfattende database over den danske byggeaktivitet er her et udvalg af projekter, der igangsættes i løbet af det første halvår 2022 i Region Hovedstaden.
KØBENHAVNS BUSTERMINAL – UNDER BROEN OG UD I LANDET
I samarbejde med Københavns Kommune og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen anlægger Vejdirektoratet under Dybbølsbro mellem jernbanen og Carsten Niebuhrs Gade langs Ikeas grund og Cabinn.
Planen er, at busterminalen skal være omdrejningspunkt for omkring 195 busser og huse de ca. 1,4 millioner årlige fjernbuspassagerer med kurs mod Bornholm, Aarhus, Odense og Aalborg.
Det forventes, at projektet, der kommer til at få store glaspartier og et arkitekttegnet overdække, vil koste 146 mio. kroner, som finansieres med 20 mio. kroner fra staten og 126 mio. kroner fra Københavns Kommune – de 86 mio. kroner indhentes over 15 år via brugerbetaling fra busoperatørerne.
Københavns Busterminal – anlæggelse af fjernbusterminal, København // Bygherre: Vejdirektoratet // Arkitekt: Arkitema // Ingeniør: Cowi // Hoved-/totalentreprenør: CG Jensen // 500 m2 // Pris: 110 mio. kroner // Start: Aug. ’22 // Slut: Juni ’23
GALGEBAKKEN – DANMARKS STØRSTE RENOVERING
Ikonbyggeriet Galgebakken i Albertslund er fra midten af 1970’erne og består af i alt 644 boliger fordelt på gårdhuse, rækkehuse og etværelsesboliger. Men for at afhjælpe skimmel- og miljøproblemer og at fremtidssikre bebyggelsen er en omfattende renovering nu i gang.
Galgebakken er et montagebyggeri, der er opført af rødbrune betonelementer, som er kombineret med lette eternitfacader og trækonstruktioner. Desuden er området bygget på et grundlæggende socialt tankesæt.
Begge dele – arkitekturen og fællesskabet – tages hensyn til i renovering, der omfatter nye lette facader med nye dør- og vindueselementer, energirenovering, sokkelisolering, betonrenovering, nye vandinstallationer, etablering af ventilationsanlæg, totalrenovering af 995 baderum og renovering af udearealer.
Galgebakken – renovering af almene boliger, Albertslund // Bygherre: Vridsløselille Andelsboligforening, v/Bo-Vest // Arkitekt: Nova5 // Ingeniør: WSP Danmark // Hoved-/totalentreprenør: Enemærke & Petersen // 65.500 m2 // Pris: 1,1 mia. kroner // Start: Jan. ’22 // Slut: Jan. ’26
PLANTORAMA – NR. 14 OG LANDETS STØRSTE
På en 45.000 m2 grund i Høje-Taastrup, lokalt er kendt som ‘Vindmøllegrunden’, opføres et Plantorama-havecenter på 15.000 m2. Det bliver kædens butik nummer 14 og samtidig bliver Danmark største Plantorama.
Igennem årene har flere aktører uden held forsøgt at udvikle grunden, der er placeret i et større og allerede eksisterende handelsområde med Danmarks største Ikea og shoppingcentret City 2 med over 72 butikker og med gode trafikale forbindelse til Holbæk motorvejen og Ring 4.
På det resterende areal opføres en jem&fix-butik, en Wash World, en Burger King og en Sunset Boulevard samt et større p-areal.
Plantorama – opførelse af forretning, Høje Taastrup // Bygherre: Plantorama // Arkitekt: Sweco Architects // Ingeniør: Sweco Danmark // Hoved-/totalentrepør: NRE Group // 15.000 m2 // Pris: 165 mio. kroner // Start: Jan. ’22 // Slut: Feb. ’23
BECKMANNS TÅRN & VILHELMS HUS – EN HYLDEST TIL HÅNDVÆRKET OG ARKITEKTUREN
På det sidste byggefelt på den gamle bryggerigrund på Vesterbro opføres det 80 meter høje Beckmanns Tårn og karréen Vilhelm Hus, der i alt kommer til at bestå af ca. 196 boliger.
Arkitekt Dorte Mandrup har tegnet tårn og karré som en hyldest til det gode håndværk og arkitekturen, som altid har været dyrket på grunden.
Den nye karré trækker på referencer fra flere af Carlsberg Byens historiske bygninger som Dipylon Hus, Elefantporten og De Hængende Haver og er med relieffer i den røde teglfacade, der bebyggelsen identitet og skaber balance mellem den nye karré og de historiske omgivelser, den er en del af.
Kvarterets 9. og sidste tårn er opkaldt efter murermester S.P. Beckmann, der stod bag det sirligt murede og kendte bygningsværk Den Snoede Skorsten, mens karréen er opkaldt efter arkitekten bag, Vilhelm Dahlerup.
Carlsberg Byen, Beckmanns Tårn & Vilhelms Hus – opførelse af boliger, erhverv og forretning, København // Bygherre: Udviklingsselskabet Carlsberg Byen // Arkitekt: Dorte Mandrup // Ingeniør: Moe // Hoved-/totalentrepør: Arpe & Kjeldsholm // 30.000 m2 // Pris: 550 mio. kroner // Start: Mar. ’22 // Slut: Juni ’24
DMJX – FREMTIDENS JOURNALISTER SAMLES PÅ AMAGER
Journalistuddannelserne i København vokser, og derfor opføres nu en ny 7.000 m2 bygning på Amager tæt på DR Byen.
Fra 2024 skal den huse de syv uddannelser, DMJX har i hovedstaden, og erstatte den nuværende skole i Emdrup.
I designet er lagt vægt på bæredygtige løsninger, der mindsker CO2-aftrykket og nedbringer energiforbruget, ligesom er særligt fokus på luftkvalitet, akustik, visuelle miljø og termisk indeklima skal sikre god trivsel for de 800 fuldtidsstuderende, 2.000 kursister og 70 medarbejdere.
DMJX Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – opførelse af uddannelsesbyggeri, København // Bygherre: DMJX // Arkitekt: PLH Arkitekter, Dall & Lindhardtsen // Ingeniør: Ingeniør’ne // Hoved-/totalentreprenør: 5E Byg // 7.500 m2 // Pris: 150 mio. kroner // Start: Marts ’22 // Slut: Feb. ’24
HELLEBÆK KLÆDEFABRIK – FÆLLESSKAB UD TIL ØRESUND
I Nordsjælland ved Helsingør er den historiske Hellebæk Klædefabrik placeret ned til vandet og med skoven i baghaven.
Fabrikkens ene fløj er allerede blevet totalrenoveret til nye kontorlokaler til udlejning, og nu er omdannes også et areal til 4.200 m2 boliger bestående af fem bygninger med 32 lejligheder og rækkehuse, der varierer i størrelsen 64-218 m2 med 2-, 3-, 4- og 5-værelser.
Målet er at skabe et lokalt og levende fællesskab for virksomheder og boliger og gode rammer for, hvordan arbejdsliv og fritidsliv kan hænge sammen
Boligerne, der henvender sig til familier og seniorer, forventes at stå indflytningsklar medio 2023.
Hellebæk Klædefabrik – ombygning til boliger, Helsingør // Bygherre: Velliv Ejendomme, PensionDanmark Ejendomme // Arkitekt: Werk // Ingeniør: Aaen Engineering // Hoved-/totalentreprenør: BGB // 4.200 m2 // Pris: 55 mio. kroner // Start: Maj ’22 // Slut: Okt. ’23
TITAN HUS – FABRIKSBYGNING BLIVER FLEKSIBLE KONTORER
I 2019 købte NREP ejendommen, den tidligere fabriksbygning Titan Hus på Nørrebro. Med selskabets kontorkoncept Woods, der giver virksomheder større fleksibilitet og understøtter en række arbejdssituationer, udnyttes bygningens unikke egenskaber til at skabe nye kontorfaciliteter, som skal huse en række virksomheder samt fremme innovation og samarbejde.
Blandt andet bliver den oprindelige arkitektur i facaderne genskabt, hvilket indebærer at vinduerne udskiftes og der igen opsættes markiser. Samtidig er det ambitionen af give bygningen et mere åbent og moderne udtryk og med tiden åbne en café mod gaden.
Titan Hus – renovering af kontorbygning, København // Bygherre: NREP // Arkitekt: Arkitema // Ingeniør: Niras // Hoved-/totalentreprenør: Casa // 11.400 m2 // Pris: 150 mio. kroner // Start: Marts ’22 // Slut: September ’23
BELLAHØJ AFD. 40 – KULTURARVEN MODERNISERES
AAB’s afdeling 40 udgør et stykke dansk arkitektonisk kulturarv i og med, at Bellahøjhusene var et af de første store forsøg med elementbyggeri i Danmark.
Afdelingen består af syv bygninger fra 1950-55 med i alt 282 almennyttige boliger, som skal have afhjulpet byggeskader og samtidig fornyes og moderniseres. Derudover skal bebyggelsen fremtidssikres med hensyn til energioptimering, miljø, drift og vedligeholdelse.
Udover nye facader udskiftes alle vinduer, der opsættes altaner med foldeglas, og lejlighederne får nye badeværelser og køkkener. Dertil kommer nyt tag på penthouse-boligerne, nye installationer og nyt ventilationsanlæg.
Bellahøj Afd. 40 – renovering af boliger, København // Bygherre: Boligforeningen AAB Afd. 40 // Arkitekt: Mangor & Nagel // Ingeniør: OJ Rådgivende Ingeniører // Hoved-/totalentreprenør: Casa // 27.000 m2 // Pris: 450 mio. kroner // Start: April ’22 // Slut: Dec. ’26