Danhaus går all in på bofællesskaber og rækkehuse

Esbjerg-virksomheden dropper fritliggende private huse ud fra devisen: "Gør det, du er bedst til".
Administrerende direktør for Danhaus Johannes Schmith har valgt at droppe byggeriet af enfamilieshuse. Pressefoto.
Administrerende direktør for Danhaus Johannes Schmith har valgt at droppe byggeriet af enfamilieshuse. Pressefoto.

Firmaet Danhaus, der er kendt for at bygge bofællesskaber og individuelle rækkehuse, har nok at se til.

Faktisk er der 14 projektbyggerier i gang rundt i landet, hvilket svarer til 300 huse under opførsel i Danmark, og så er der knap 700 boliger i ordre. Eksempelvis skal Danhaus nu i gang med at opføre bofællesskab nummer to alene på den tidligere Flyvestation Værløse.

Derfor har man valgt et nyt strategisk fokus. Administrerende direktør for Danhaus Johannes Schmith forklarer:

– Vi har nu taget de individuelt designede enfamiliehuse af vores hjemmeside og fokuserer 100 procent på bofællesskaber og rækkehuse, fordi det er er her, vores kernekompetence ligger efter 42 år på markedet, erklærer han.

Specialister er eftertragtede

Johannes Schmith understreger, man med valget matcher ønskerne hos ejendomsudviklere og investorer endnu bedre.

Tidligere har Danhaus bygget 70-80 individuelle enfamiliehuse om året, men har skåret ned over de senere år. Danhaus er ved at opføre de sidste specialbyggede familiehuse – herefter er det slut. Det kan dog stadig lade sig gøre for bygmestre at købe elementer hos Danhaus til at opføre individuelle huse.

– Vi har gennem mere end 40 år systematiseret og optimeret produktionen af vores lavenergihuse, hele byggeprocessen og alle de elementer, der indgår i husene. Vores produktionsfaciliteter er tilrettelagt efter rækkehuse og bofællesskaber. Derfor bruger vi for meget tid og energi, når vi bygger store og håndtegnede huse. Det vil vi overlade til andre i fremtiden, siger Johannes Schmith.

Efterspørgsel på bofællesskaber

Han oplever, at interessen for netop rækkehuse og bofællesskaber stiger markant i disse år, hvor Danmarks Statistik kan tælle 37 forskellige familieformer.

Netop fællesskabet trækker i mange, som gerne vil bo i et decideret bofællesskab eller i rækkehus tæt på andre.

– I Danhaus synes vi, at det er dejligt at bygge for at skabe et bedre liv for mennesker – og det sker med fællesskabet i centrum og på tværs af alle generationer og familieformer. Det gælder både bofællesskaberne og rækkehusene, som ofte er starten på en ny boform tæt på andre, siger Johannes Schmith.

Relateret indhold