Dana Lim Prisen sætter skub i dansk corona-forskning

Årets Dana Lim Pris på 500.000 kroner uddeles et halvt år før tid til et corona-forskningsprojekt under ledelse af overlæge prof. Thomas Benfield fra Amager Hvidovre Hospital.
Professor og overlæge Thomas Benfield fra Amager Hvidovre Hospital står i spidsen for corona-forskningsprojektet, der netop har modtaget Dana Lim Prisen 2020 på 500.000 kroner. Pressefoto.
Professor og overlæge Thomas Benfield fra Amager Hvidovre Hospital står i spidsen for corona-forskningsprojektet, der netop har modtaget Dana Lim Prisen 2020 på 500.000 kroner. Pressefoto.

Dana Lim har siden 1955 støttet samfunds- og erhvervsfremmende aktiviteter med Dana Lim Prisen. Den uddeles en gang om året af virksomhedens ejer Kai Hansens Fond.

I år går prisen på 500.000 kroner til et forskningsprojekt under ledelse af overlæge prof. Thomas Benfield fra Amager Hvidovre Hospital. Projektet omfatter forsøg med to lægemidler til at forebygge indlæggelse hos patienter med milde til moderate COVID-19-symptomer, der har risiko for at udvikle alvorlige sygdomsforløb. Formand Mogens Overgaard fra Kaj Hansen Fonden fortæller om baggrunden for, at netop dette projekt bliver støttet med Dana Lim Prisen:

– Vi står i en pandemi, som nærmest fra den ene uge til den anden fik vendt op og ned på vores liv og sat en helt ny global dagsorden. Derfor er der behov for forskning fra øverste hylde, så vi kan få udviklet effektive behandlingsmuligheder. Vi har valgt at støtte et meget spændende projekt i håb om, at det i fremtiden kan være med til at hjælpe så mange som muligt.

Mulig standardbehandling

Thomas Benfields forskningsprojekt skal undersøge effekten af forebyggende behandling med to såkaldt ‘genanvendte’ præparater, der ser ud til at have en vis positiv effekt i behandlingen af COVID-19-patienter.

Projektet fokuserer på COVID-19-patienter, der er i risiko for at udvikle alvorlige sygdomsforløb. I alt 645 patienter skal deltage i forsøget, der som udgangspunkt forløber i Region Hovedstaden og Region Sjælland frem til næste år.

Prisuddeling fremrykket

Uddelingen af Dana Lim Prisen sker traditionelt i efteråret ved en festlig begivenhed på virksomhedens hovedsæde i Køge. Situationen i år er imidlertid så usædvanlig, at man har valgt at fremrykke uddelingen af de 500.000 kroner et halvt år for at kunne få projektet sat i gang hurtigst muligt. Mogens Overgaard fortæller:

– Det er altid en stor dag, når vi overrækker Dana Lim Prisen, også selv om det er sket uden den store fejring. Det gør mig imidlertid ekstra glad, at vi i fonden har mulighed for at støtte corona-forskningen og kan gøre det allerede nu til gavn for de fremtidige behandlingsmuligheder.

Dana Lim arbejder på at stable en festlig dag på benene i efteråret, hvor uddelingen af årets pris og prismodtageren forhåbentlig kan blive fejret.

Relateret indhold