Cowi lever op til forventningerne

Cowi har præsenteret halvårsregnskab for 2014, som - trods lidt nedgang i indtjeningen sammenlignet med sidste år - ser ganske positivt ud, og forventningen til årsregnskabet er bedre end for 2013.
Cowi står især stærkt inden for infrastrukturprojekter. Foto: Cowi/Claus Knuth.
Cowi står især stærkt inden for infrastrukturprojekter. Foto: Cowi/Claus Knuth.

Cowi er klar med nyt halvårsregnskab for 2014, og som de selv udtrykker det på deres hjemmeside, liger resultatet i tråd med forventningerne. Således leverede Cowi i første halvdel af 2014 en omsætning på 2.694 millioner kroner og et driftsresultat (EBIT) på 95 millioner kroner.

– Overordnet set er vi godt tilfredse. Halvårsresultatet er på niveau med vores forventninger. I forhold til første halvår 2013, som var ekstraordinær godt, har vi haft en nedgang i indtjeningen. Med store produktionsmåneder i september, oktober og november samt med afsæt i en solid ordrebeholdning forventer jeg et godt andet halvår for 2014, og at vi dermed opnår et bedre årsresultat end i 2013, som var et rekordår for Cowi. Den positive udvikling vil dermed fortsætte på grundlag af vores PowerHouse 2015-strategi, der siden 2011 har været fundamentet for vores forretningsudvikling – men også afvikling i udvalgte områder, fortæller koncernchef Lars-Peter Søbye på Cowi’s hjemmeside.

Store projekter

Dermed sætter han sin lid til de ting, der er i pipeline for efteråret 2014, hvor især investeringer i infrastruktur fylder meget – også på globalt plan. I den forbindelse fremhæver Cowi, at man i løbet af det sidste halve år har vundet store projekter som trafik-, plan- og anlægsrådgivningen på Ring 3-Letbanen (strækningen fra Lundtofte nord for København til Ishøj i syd) samt rådgivningen på den arkitektoniske del af letbanen.

Uden for landets grænser har Cowi blandt andet vundet det prestigefyldte Salvador-Itaparica-broprojekt i Brasilien, projekteringen af et af Sveriges største trafikale centre, banegården Knutpunkten i Helsingborg, samt udvidelsen og renoveringen af Ugandas største lufthavn i Kampala.

I øvrigt fremhæves det, at Cowi også står styrket inden for jernbanerådgivning efter opkøbet af Apsilon. Opkøbet er et led i Cowi’s strategi om at styrke og øge kompetencerne inden for infrastruktur

Relateret indhold