Nydalen+ er navnet på en af de mest omfattende byudviklingsplaner for Oslo i nyere tid. Planen er udviklet af tegnestuerne COBE og MAD (no) i tæt samarbejde med Avantor, som ejer og administrerer området. Det fortæller COBE i en pressemeddelelse.
Nydalen er placeret ved Akers-elven, som sammen med metrostationerne Nydalen og Storo skaber potentialet for Nydalen+, som skal fortættes på ca. 500.000 nye kvadratmeter. Det giver mulighed for en fordobling af boliger fra 3.000 til 6.000.
– Vi ønsker at fortætte Nydalen og skabe gode gade- og byrum samt grønne områder, der danner grundlag for en levende bydel, der skal huse en omfattende vækst i både boliger, kulturelle faciliteter og nye arbejdspladser, fortæller COBEs ejer og kreative direktør, Dan Stubbergaard.
Kulturlivet styrkes
Projektet, der forventes realiseret over en årrække frem til 2030, præsenteres for offentligheden på en stor konference kaldet Oslo Urban Arena den 18-19. juni 2014.
Historisk set har området udviklet sig i tre faser. Nydalen blev grundlagt i 1800-tallet med den store industrialisering. I 1990’erne blev området omdannet fra industriområde til erhvervspark og “9-4 by”. Og nu skal Nydalen så videreudvikles til et levende, multifunktionelt byområde.
COBE fortæller, at Nydalen+ er en ambitiøs og langsigtet strategi med det formål at skabe et pulserende kvarter og binde området sammen med det omkringliggende Oslo.
Således får Nydalens i dag eneste plads, Gullhaug torvet, selskab af 10 nye spændende byrum, torve og pladser. For at styrke Nydalens byliv tilføjer Nydalen+ en strategi for en ny kulturel akse som en forlængelse af Nydalen Allé med butikker, caféer og kultur. Derudover suppleres aksen med en yderligere fortætning af bolig- og erhvervsejendomme.
– Vores mål med Nydalen+ er at skabe gode relationer både i nord-sydlig retning langs Aker-elven, og øst-vest fra Tåsen til Storo. Det handler om at transformere Nydalen fra en isoleret enklave, som den fremstår i dag, til en fuldt ud integreret del af det urbane landskab i Oslo, siger Kurt Singstad, arkitekt og partner i MAD.
Nydalen er beliggende i den nordlige del af Oslo med tætte bånd til Mari-dalen og skove i nord og Oslo centrum mod syd. Området er i dag præget af institutionerne Riksteateret, Egmont media og BI Norwegian Business School. Området huser i dag over 200 virksomheder og to store uddannelsesinstitutioner.